Rigsadvokaten vil rejse tiltale i sag mod Claus Hjort Frederiksen

Folketinget skal nu tage stilling til, om man vil hæve den tidligere ministers parlamentariske immunitet, så der kan føres en straffesag mod ham.

Venstres Claus Hjort Frederiksen. (Foto: © Mathias Svold, Ritzau Scanpix)

Justitsministeriet har modtaget en indstilling fra Rigsadvokaten om, at der rejses tiltale mod medlem af Folketinget og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Den tidligere minister er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

Ifølge ministeriet modtog man tirsdag eftermiddag indstillingen fra Rigsadvokaten, og justitsminister Mattias Tesfaye (S) vil på den baggrund invitere Folketingets partier til at drøfte processen for at ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet.

Ifølge Rene Offersen blev han og hans klient kontaktet af Justitsministeriet om indstillingen i morges. (Arkivfoto) (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Det følger nemlig af grundloven, at man ikke som medlem af Folketinget kan tiltales eller underkastes fængsling af nogen art uden Folketingets samtykke. Kun hvis vedkommende er grebet på fersk gerning.

DR Nyheder arbejder på at få en kommentar fra Claus Hjort Frederiksen.

Men hans forsvarer, advokat René Offersen, mener, at Rigsadvokaten har taget et unødvendigt skridt.

- Vi tager til efterretning, at man hos anklagemyndigheden er nået til den konklusion, som jeg ikke synes var nødvendig at drage.

- Det mest bemærkelsesværdige i pressemeddelelsen er, at justitsministeren ikke finder nogen anledning til at fortælle, hvad regeringen mener om det.

Ifølge René Offersen nægter Claus Hjort Frederiksen sig skyldig.

- Han påstår pure frifindelse, siger han til DR Nyheder.

Ritzau har fået fat i Hjort, som håber, at Folketinget kan bedre indsigt i sagen.

- Jeg håber inderligt, at offentligheden og alle Folketingets medlemmer nu kan få indsigt i, hvad det er, som regeringen mener, at jeg har gjort, som er landsforræderi, så Folketingets medlemmer ikke skal stemme i blinde, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.

På Facebook skriver han, at "der er ikke noget, som overrasker mig længere med den her regering, Danmark har".

- Jeg mener ikke, at jeg har sagt noget, som ikke allerede var sagt i offentligheden, skriver han.

Findsen og to andre fortsat sigtet

Foruden Claus Hjort Frederiksen er nuværende og tidligere medarbejdere hos efterretningstjenesterne sigtet i sagen.

Den 8. december 2021 blev fire anholdt og sigtet for at have lækket "højt klassificerede oplysninger". Den ene af de fire er den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjenese Lars Findsen.

Onsdag i sidste uge blev sigtelsen mod én af de fire droppet.

DR har været i kontakt med advokaterne til de resterende tre i kølvandet på meldingen fra Rigsadvokaten. Der er ikke nyt i deres sager, og de er således fortsat sigtede for at overtræde paragraf 109 i straffeloven, der har en strafferamme på op til 12 års fængsel.

Det var i januar, at det kom frem, at tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er blevet sigtet i sagen.

En sag, som ikke bare har rystet den danske efterretningsverden, men som har fået international bevågenhed.

Claus Hjort Frederiksen har selv sagt, at han er sigtet for at have talt over sig i interview i medierne. Han har i en række interviews blandt andet omtalt et yderst hemmeligt kabelsamarbejde med USA.

En samarbejde som flere medier, heriblandt DR Nyheder, tidligere har beskrevet.

I et længere interview med Politiken har Hjort udtalt, at sagen har smadret hans omdømme og eftermæle.

- Jeg har været minister i 14 år. Jeg har været folketingsmedlem. Jeg har siddet 14 år i Regeringens Koordinationsudvalg. Jeg har siddet i Regeringens Sikkerhedsudvalg. Jeg har optrådt som forsvarsminister i Regeringens Kontroludvalg og så videre. At min karriere så skal slutte med en sigtelse for landsforræderi, er næsten ikke til at bære.