Retssager i gymnastiksale eller på kaserner? Coronakrise kan føre til kreative løsninger i retsvæsenet

Sagerne har længe hobet sig op i et presset retsvæsen, og mange må kigge langt efter at få deres sag for retten.

Dommerforeningens formand er åben for at tænke i kreative løsninger. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Et i forvejen presset dansk retssystem kan i de her dage se udfordringerne blive større for hver dag, der går.

Bunkerne af ubehandlede sager har længe hobet sig op, og nu hvor retsvæsenet nærmest står stille som følge af coronakrisen, bliver den pukkel kun større og større.

Sager bliver udskudt, og flere bliver henlagt.

Derfor melder flere parter sig nu klar til at se på kreative løsninger for at kunne begynde at afvikle retssager på en sundhedsfaglig forsvarlig måde.

Det kan blandt andet være ved at rykke retssagerne uden for domstolenes lokaler og ind på mere rummelige arealer, for eksempel på rådhuse, på kaserner eller i gymnastiksale.

Ifølge Dommerforeningens formand, Michael Sjöberg, er domstolene åbne for nye tiltag, så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal tænke kreativt og fleksibelt, og nogle ting må vi lave anderledes, men om det ligefrem skal være i sportshaller, vil jeg ikke stå og afgøre i P1 Morgen.

- Men alt det er vi faktisk i gang med at overveje i vores eget system, siger han til P1 Morgen.

I forvejen har der været snak om at gennemføre retssager om aftenen og i weekenderne, når man først er vendt tilbage til en normal hverdag.

Også forsvarsadvokat Jakob Dalsgaard fra Dalsgaard Advokatkontor i Aalborg og Sæby er positiv over for ideen om at rykke uden for retslokalerne.

- Regelsættet i Danmark indeholder allerede nu muligheden for at sætte retten alle mulige andre steder end i retslokalerne. Så det er jo et ganske glimrende forslag at gøre det på rådhuse, kaserner og tilsvarende.

- Jeg har selv en sag, der kører på Frederiksberg, som ligger klods op ad CBS, hvor man diskuterede, hvorvidt nogle af deres lokaler kunne bruges, siger han.

Situationen er 'ikke et retssamfund værdigt'

Siden nedlukningen af Danmark har domstolene været i nødberedskab. Det vil sige, at kun de allervigtigste sager er blevet behandlet.

Det har blandt andet betydet, at folk må se langt efter at få deres sager afgjort, og nogle varetægtsfængslede må løslades, fordi der går for lang tid, før deres sager bliver behandlet.

Det har i dag fået Venstres Preben Bang Henriksen, der er formand for Folketingets Retsudvalg, til at kræve en plan fra regeringen over, hvordan man hurtigst muligt kommer i gang med puklen af sager.

Og det her, at han peger på, at det både er muligt og nødvendigt at rykke retssagerne til steder som kaserner og gymnastiksale.

- Det haster utroligt meget. Situationen var allerede kritisk inden coronakrisen. Der var folk, der blev frifrundet, fordi vidnerne ikke kunne huske noget, der var folk, der blev dømt, men fik strafnedsættelse, fordi sagerne trak ud, og der var masser af civile sager mellem borgere og virksomheder, som tog lang tid at få behandldet.

- Det var ikke et retssamfund værdigt, og jeg må bare sige, at en måneds shutdown her kommer til at kunne mærkes. Det er dybt problematisk, siger han.

Rammer alle slags sager

Forsvarsadvokat Jakob Dalsgaard oplever problematikken i sin hverdag. Han bekræfter, at situationen er alvorlig, og at den skaber frustrationer og i nogle tilfælde urimelige vilkår for hans klienter. Og det er faktisk alle, der bliver ramt, siger han.

Klienter risikerer at sidde urimeligt længe varetægtsfængslet, siger forsvarsadvokat Jakob Dalsgaard. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

- Udover de strafferetlige sager, er der de civile sager, som især omfatter børnene, når far og mor ikke kan blive enige om bopæl og sådan nogle ting.

- Og så er der ting som uberettigede fyringer, eller hvis der er skimmel i ens hus, og man så bor i campingvogn, indtil retten har bestemt, hvem der skal udbedre det, siger Jakob Dalsgaard.

Skal helt andre ressourcer til

Også Dommerforeningens formand, Michael Sjöberg, oplever, at systemet er ekstra presset efter fire ugers nedlukning, selvom han ikke genkender Preben Bang Henriksens (S) beskrivelse.

- Det lykkes ham at fremstille det, som om at situationen var fuldstændig barok i forvejen, det billede kan jeg ikke genkende, men domstolene vil da hellere end gerne i gang igen, forudsat at det er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Skal situationen vendes på langt sigt kræver det dog en hel del mere end kreative tiltag, siger han.

- Det ved Preben Bang Henriksen bedre end nogen, for han er selv ansvarlig for, at vi har et af Europas mindste domstolssystemer, så der skal simpelthen ressourcer af en helt anden kaliber til for at rette op på den retssikkerhed, som han så udmærket illustrerer, siger Michael Sjöberg.