17 retsdage er i efteråret afsat til retssagen mod tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, Jakob Scharf.
Det oplyser Anklagemyndigheden.
Sagen starter i Københavns Byret den 3.september 2018 og kører frem til den 28.november.
Jakob Scharf er tiltalt for at bryde sin tavshedspligt i forbindelse med udgivelsen af en bog, der udkom i efteråret 2016.
I bogen fortæller Jakob Scharf om de syv år, hvor han stod i spidsen for efterretningstjenesten og det fik PET til at melde Jakob Scharf til politiet.
Siden efterforskede Københavns Politi sagen i halvandet år, inden Scharf i foråret 2018 blev tiltalt for at bryde sin tavshedspligt.
Anklagemyndigheden mener, at der i bogen er 28 problematiske passager, som Jakob Scharf bør straffes for.
Man mener blandt andet, at Jakob Scharf i bogen løfter sløret for konkrete måder at arbejde på som efterretningstjeneste og at han udstiller andre landes efterretningstjenester.