Lige så snart et lig ligger i vand og begynder at gå i opløsning, kan de afgørende spor for en efterforskning risikere at forsvinde.
Og det kan gøre det vanskeligt at finde dna-spor på såkaldte vandlig som for eksempel den kvindetorso, der i går blev fundet i vandet ved Amager.
Det fortæller Søren Christoffersen, speciallæge i retsmedicin på Syddansk Universitet, der ikke kan kommentere på den konkrete sag, men hvad der generelt sker med et lig, der har ligget i vand.
- Fugt er dna's værste fjende, fordi forrådnelsesprocessen går i gang langt hurtigere. Hvis man taler om dna-spor, så nedsætter vand muligheden for at finde dem betragteligt, forklarer han og fortsætter:
- Derudover er der en mekanisk påvirkning fra vand og havbund, alt efter hvordan liget ligger placeret. Det kan være vandet, der skvulper henover liget, eller vandplanter eller havbund, der gnider mod det. Alt sammen er med til, at det kan være vanskeligt at finde dna-spor.
Lig kan identificeres hurtigt
Ifølge Søren Christoffersen kan det tage ned til et til to døgn at identificere et lig, der har ligget i vand, hvis retsgenetisk afdeling stopper alt andet arbejde.
- Hvis det er et helt lig, så bliver langt de fleste identificeret på tænderne, som en retstandlæge kigger igennem. Hvis der ikke er nogle tænder, som ved et fund af torso, kan man tage dna-prøver fra for eksempel knogler, forklarer han.
Liget af kvinden er endnu ikke blevet identificeret. Københavns Politi har meddelt på Twitter, at man i eftermiddag vil komme med flere informationer om ligfundet.
Drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller Jensen, sagde i går på et pressemøde, at det er for tidligt at sige, om der er tale om den forsvundne journalist Kim Walls.
Det er over en uge siden, at hun stævnede ud fra Københavns Havn på ubåden UC3 Nautilus sammen med ejer Peter Madsen. Efter at hun ikke var kommet hjem som planlagt, gik en større eftersøgning i gang.
Peter Madsen blev reddet i land og kunne fortælle, at ubåden var sunket, og at han flere timer forinden havde sat Kim Walls af ved Refshaleøen - den forklaring er senere blevet ændret.
Han er blevet sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, og under sit grundlovsforhør, der fandt sted dagen efter at ubåden sank, fortalte han, at der skete en ulykke ombord på ubåden, som medførte Kim Walls død.
I retten fortalte Peter Madsen ligeledes, at han efterfølgende har "begravet" den 30-årige svenske journalist til søs "på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt".
Vanskeligt at finde spor fra andre personer
Udfordringerne ligger ikke kun i at identificere liget. Det svære bliver at finde dna-spor fra de personer, der har været i kontakt med liget.
- Fingeraftryk efter kort og lang tids ophold i vand vil være meget svære at finde. Generelt er fingeraftryk på hud problematisk. Men politiets teknikere bliver bedre og bedre til at finde denne her slags ting, så man skal aldrig sige aldrig, siger Søren Christoffersen.
Udover fingeraftryk vil det også være afgørende at lede efter spor inde i kroppen.
- Disse spor, eksempelvis sæd, vil være beskyttet mod den mekaniske påvirkning og på nogle punkter også mod det våde element, som også er noget af det, der kan ødelægge dna’et. Det vil være mere beskyttet i relativt lang tid, men efter en uge vil det begynde at være væk, siger Søren Christoffersen.
Herunder kan du få et overblik over, hvordan sagen har udviklet sig:
- •
Lørdag den 12. august: Bjærgningen af Nautilus påbegyndes. Peter Madsen fremstilles i grundlovsforhør for lukkede døre og bliver varetægtsfængslet til 5. september for uagtsomt manddrab.
- •
Søndag den 13. august: Københavns Politi oplyser, der ikke er fundet nogen personer i ubåden, og at ubåden formentlig er blevet sænket bevidst.
- •
Onsdag den 16. august: Det kommer frem, at Københavns Byret har ændret ordlyden i kendelsen om varetægtsfængsling af Peter Madsen. I kendelsen er 'uagtsomt manddrab' blevet rettet til 'uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder'. Det er den bestemmelse, som blandt andet anvendes over for sprit- og vanvidsbilister.
- •
Mandag den 21. august: Københavns Byret ophæver dele af dørlukningen i sagen og meddeler, at Peter Madsen i retten har hævdet, at der skete en ulykke ombord på ubåden Nautilus, som forvoldte Kim Walls død. Peter Madsen har fortalt i retten, at han efterfølgende har "begravet" den svenske journalist til søs i Køge Bugt.