Det er usikkert, hvad det videre forløb bliver i ubådssagen, efter at en domsmand fik det dårligt i Østre Landsret tidligere i dag og måtte køres væk i ambulance.
Det siger DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe:
- Det eneste sikre er, at det på et tidspunkt bliver afgjort af landsretten, hvilken straf Peter Madsen skal have. Vi ved bare ikke hvornår. Vi ved heller ikke, om sagen kan fortsætte, eller om hele ankesagen ved landsretten skal gå om.
Det afhænger af, om domsmanden kan fortsætte eller ej.
Episoden i Østre Landsret betød, at dagens retsmøde blev aflyst.
Retsmødet var ellers planlagt til at være det sidste af tre retsmøder i den ankesag, Peter Madsen har bragt til Østre Landsret for at få nedsat livstidsdommen, som byretten idømte ham i foråret for drabet på den svenske journalist Kim Wall.
Der manglede allerede en domsmand
Peter Madsens ankesag kører som en domsmandssag.
I landsretten betyder det, at tre juridiske dommere og tre domsmænd - altså almindelige borgere - er sat til at afgøre Peter Madsens skæbne.
Hver har én stemme, og hvis der er stemmelighed - altså hvis tre personer stemmer for livstid og tre personer stemmer for 16 års fængsel - falder resultatet ud til den tiltaltes fordel.
Men i ubådssagen var situationen før i dag allerede anderledes.
For én domsmand havde fået nyt job mellem første og andet retsmøde, og derfor blev han forleden udelukket fra at dømme i sagen, oplyste retsformand Jan Uffe Rasmussen på det andet retsmøde.
Sagen kunne dog godt køre videre med to domsmænd, sagde retsformanden samme dag. For det giver retsplejeloven mulighed for. Retsplejeloven er den lovgivning, som blandt andet bestemmer, hvilke regler der gælder i de danske retssale.
Samtidig oplyste retsformanden, at de to tilbageværende domsmænd fik halvanden stemme hver.
Men efter at domsmanden fik det dårligt i dag, er situationen en anden.
For hvis der kun er én domsmand, kan sagen ikke fortsætte.
- Der skal minimum være to domsmænd til at vurdere, hvilken straf Peter Madsen skal have for at have dræbt og mishandlet Kim Wall, siger Trine Maria Ilsøe.
- Da en domsmand allerede forud for i dag har forladt sagen, kan sagen ikke fortsætte uden den domsmand, der blev dårlig i retten i dag. Kan han ikke fortsætte, skal sagen begynde forfra ved landsretten, siger hun.
I retsplejeloven står der, at der højst må mangle en domsmand.
Det er uvist, hvornår der sker noget videre i sagen.
- Det undersøges nu, hvornår sagen kan genoptages. Der vil blive givet oplysning herom på landsrettens hjemmeside snarest, skriver Østre Landsret på sin hjemmeside.
Sådan straffer vi drab i Danmark:
Ubådssagen på tre minutter:
Dommen fra Københavns Byret: