Retskorrespondent: Stigning i bandeskyderier skyldes nye magtkampe

Magtkampe mellem nye og gamle grupperinger af rockere og bander fører til flere skudepisoder.

Ifølge DR Nyheders retskorrespondent Trine Maria Ilsøe handler de seneste stridigheder blandt rockere og bander om interne konflikter, men også om retten til det lukrative narkomarked. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

I de seneste år har antallet af skyderier blandt rockere og bander været rimeligt stabilt, men i år ser Rigspolitiet en markant stigning i antallet af banderelaterede skyderier.

Det skriver Jyllands-Posten.

Senest er det gået hårdt for sig i blandt andet Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds, hvor der i Næstved har været fem skyderier inden for de seneste tre uger. Men også i Aalborg, København og i Søborg har der været skud.

Ifølge DR Nyheders retskorrespondent Trine Maria Ilsøe skyldes de igangværende stridigheder især magtkampe blandt nye og gamle grupperinger rundt om i landet.

Det handler om retten til markedet for kriminalitet, men også om intern positionering blandt grupperne.

Men hvor det tidligere var lettere at kortlægge de forskellige grupper, tegner der sig i dag et mere komplekst billede, fortæller hun.

Hvad er det for grupperinger blandt rockere og bander som strides lige nu?

- Det afhænger af, hvor i landet man er. Men for eksempel i Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds er det en konflikt mellem Bandidos på den ene side og Satudarah på den anden. Satudarah er en gruppering, der stammer fra Holland, og som kun har været i Danmark i nogle år. Der er også masser andre steder i landet, hvor der er et opbrud i nogle grupperinger, og hvor der er nye, der kommer til. For ti år siden var det meget nemmere at kortlægge rocker- og bandegrupperingerne i Danmark. Det er blevet noget sværere i dag.

Hvem er ellers nye grupperinger herhjemme?

- Udover Satudarah fra Holland er blandt andre Gremium og Black Jackets fra Tyskland nye grupperinger herhjemme. Men rundt om i Danmark er der også danske grupperinger - som for eksempel Black Army - der kæmper om markedet. Lige nu er det billede meget mudret og omskifteligt på rocker- og bandeområdet.

Hvad kæmper de om?

- Politiet siger, at der er to ting: Det ene er, at de kæmper om kriminalitetsmarkedet som narko, prostitution og menneskehandel. Men de kæmper også om positionen på markedet og det indbyrdes styrkeforhold. For når der kommer nye grupperinger til, så skal de positionere sig i forhold til de gamle. Det, man eksempelvis ser i området omkring Næstved, er blandt andet en kamp om magtforholdet mellem Bandidos på den ene side og Satudarah på den anden side.

Hvorfor sker det lige nu?

- Der er store regionale forskelle. Men det er klart, at der er spekulationer om, hvorvidt nogle af de ting, der sker i København lige nu, har relation til, at nogle af pusherne fra Christiania har været nødt til at gå ud i byen og kæmpe om nye geografiske områder, hvor de kan sælge hash. Derudover er der også interne konflikter - nogle gange inden for samme gruppering - som spiller en rolle. Og når først en gruppering har skudt, så stiger risikoen for gengældelsesaktioner.