Retskorrespondent: Se og Hør-domme er ikke ligefrem en fordel for Qvortrup og co.

Dom i Se og Hør-sag kan spille en rolle, når seks tiltalte skal for retten i september, vurderer DR's Trine Maria Ilsøe.

Der er i dag faldet de første domme i den meget omtalte Se og Hør-sag.

Når andet akt af den såkaldte Se og Hør-sag, hvor seks personer er tiltalt, begynder 9. september, bliver det svært at se bort fra, at flere af de involverede allerede har fået dom.

Det vurderer DR's retskorrespondent Trine Marie Ilsøe.

- I princippet begynder sagen forfra 9. september med en ny dommer og vidneforklaringer. Det er vigtigt at holde fast i, men det er nok ikke ligefrem en fordel, at to personer allerede er dømt i fuldstændig samme sag, siger hun.

Der er tale om tidligere redaktionssekretær Lise Bondesen og redaktionschef Kim Bretov Jakobsen, som efter at have tilstået er blevet idømt seks måneders betinget fængsel samt samfundstjeneste på 120 timer.

Yderligere seks personer er tiltalt i sagen. Heriblandt journalisten, som fik sagen til at rulle, Ken B. Rasmussen, og de to tidligere chefredaktører Kim Henningsen og Henrik Qvortrup, der alle fastholder deres uskyld. Men advokat for sidstnævnte, Anders Nemeth, ser ingen sammenhæng.

- Det er på ingen måde således, at afgørelserne i dag betyder, at der sker domsfældelse i forhold til de andre tiltalte, siger han.

I Retten i Glostrup lagde dommer Christina Breinstrup vægt på, at anvendelsen af de ulovligt indhentede oplysninger systematisk er foregået over en længere periode og:

- At de begge (Lise Bondesen og Kim Bretov, red.) i hele perioden kendte til forholdet og selv modtog og videregav oplysninger til brug for artikler. De havde begge ledende og betroede stillinger i redaktionen og var i en del af perioden med i den ”inderkreds”, der kendte til brugen af kilden.

Straffen på seks måneders betinget fængsel var også hårdere, end det anklagemyndigheden havde krævet. Og det vidner om, hvor alvorligt sagen bliver taget, vurderer Trine Maria Ilsøe.

- Hvis de seks andre bliver dømt - og det er jo slet ikke sikkert - så kan dagens dom give et fingerpeg om, at de risikerer ret alvorlige straffe, siger hun.

Hovedpunkter i anklageskriftet

  • Tys tys-kilden har søgt i kreditkortdatabaser gennem sit job mindst 523 gange.

  • Han har skaffet sig adgang til offentligt kendtes personers kreditkortoplysninger mindst 163 gange.

  • Han har udleveret kreditkortoplysninger om mindst 135 offentligt kendte personer til ansatte på Se & Hør.

  • Han har fået mindst 430.000 kroner for det.

  • Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup har været ansvarlig for udbetaling af mindst 70.000 kroner til tys tys-kilden i sin tid som chefredaktør.

  • Kim Henningsen, der var chefredaktør efter Qvortrup, har været ansvarlig for udbetaling af mindst 300.000 kroner til tys tys-kilden.

De tiltalte i Se og Hør-sagen (Foto: © Grafik Morten Fogde Christensen, DR Nyheder)