Retskorrespondent: Sådan bliver Peter Madsen straffet for sit flugtforsøg

DR's retskorrespondent understreger, at Peter Madsens flugtforsøg simpelthen ikke må ske i et dansk fængsel.

Kampklædte betjente var sat ind, da den livstidsdømte Peter Madsen blev anholdt efter et flugtforsøg fra Herstedvester Fængsel (Photo: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix) (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

I fem minutter nåede den livstidsdømte Peter Madsen at være på fri fod tirsdag formiddag. Her lykkedes det ham at flygte fra Herstedvester Fængsel, indtil han blev anholdt omkring en kilometer fra fængslet.

- Klokken 10.21 får vi en anmeldelse om, at han er flygtet. Vi sender alt mandskab på gaden, og 10.26 lykkedes det en af vores patrulje at anholde ham, fortalte politiinspektør Mogens Lauridsen under et pressemøde på politigården i Albertslund.

Og selvom Peter Madsen afsoner en livstidsdom, så er der konsekvenser ved de fem minutter på fri fod, der tidligere i dag trak både betjente, bombehunde og en rullemarie til Nyvej i Albertslund, hvor Peter Madsen blev anholdt.

- Det kan få en betydning for hans mulighed for at søge om prøveløsladelse, som han ellers ville kunne, når han har siddet i fængsel i mere end 12 år, forklarer DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.

  • Her ses politiet under dagens anholdelse af Peter Madsen. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)
  • Her ses politiet under dagens anholdelse af Peter Madsen. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)
  • Her ses den såkaldte "rullemarie". (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)
  • Flugtforsøget skete i formiddags. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)
1 / 4

Det er dog særligt de forhold, som Peter Madsen afsoner sin livstidsdom under, der vil blive ændret.

- Det kan ramme de frihedsrettigheder, han har i fængslet. Og man kan gøre, så han i højere grad kommer til at sidde for sig selv.

Derudover står det klart, at Peter Madsen ikke kommer tilbage til det fængsel, han forsøgte at flygte fra i dag. Han kan i stedet ende i et fængsel, han tidligere har givet udtryk for, at han ikke brød sig om.

Trine Maria Ilsøe er retskorrespondent hos DR.

- Det står helt klart, at han ikke kommer tilbage til Herstedvester Fængsel, så måske skal han til et endnu mere sikkert fængsel - for eksempel Storstrøm Fængsel, hvor han tidligere har siddet. Der ønsker han efter eget udsagn ikke at sidde igen, siger Trine Maria Ilsøe.

Formanden for de fængselsansatte, John Hatting, er enig i, at det nok er på de såkaldte frihedsrettigheder, at Peter Madsen vil blive ramt.

- Det bliver simpelthen møgsur afsoning for ham. Min vurdering er, at det bliver en rå, kedelig afsoning for ham i lang tid fremover, siger John Hatting til Ritzau.

Han vurderer også, at Peter Madsen formentlig heller ikke kommer tilbage til fængslet i Albertslund, fordi det er normal procedure at flytte en indsat efter et flugtforsøg.

- Det må ikke ske!

Hvordan flugtforsøget overhovedet kunne komme så langt skal nu undersøges nærmere, lød det på pressemødet. Og det er med god grund, mener Trine Maria Ilsøe.

- Det må ikke ske. Han er dømt for et meget alvorligt drab og afsoner livstid.

Hun undrer sig kraftigt over, at Peter Madsen har kunne fremstille den 'pistollignende' genstand og den bombeattrap, der blev brugt under flugtforsøget.

- Han har tilsyneladende haft adgang til et værksted, hvor han har lavet de her remedier. Manden er ubådsbygger, og han forstår teknik. At han ubevogtet har haft adgang til det her, må bare ikke ske, siger Trine Maria Ilsøe.

Justitsministeren vil have redegørelse

Også Justitsminister, Nick Hækkerup (S), vil kigge nærmere på, hvordan Peter Madsens flugt kunne lade sig gøre.

- Det siger sig selv, at dømte livstidsfanger, der har begået de værst tænkelige forbrydelser, ikke skal kunne slippe ud af myndighedernes varetægt. Derfor har jeg bedt kriminalforsorgen om en redegørelse, så vi kan få afklaret, hvordan dette flugtforsøg kunne ske, skriver han på Twitter.

Derudover lover Nick Hækkerup (S), at det fremover skal gøres sværere at flygte fra danske fængsler.

- Et er sikkert: Vi kommer til at iværksætte en række yderligere tiltag mod fangeflugter i den kommende tid, lyder det.