Det var et stykke dansk retshistorie, der fredag udspillede sig i Københavns Byret.
Her blev et ledende medlem af bandegrupperingen Loyal To Familia idømt 20 års fængsel for blandt andet drabsforsøg.
En usædvanligt hård dom, der i sig selv er historisk, lyder analysen fra DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.
- Jeg kan ikke erindre fortilfælde. Normalt giver et drabsforsøg i gennemsnit seks års fængsel - her er der tale om to drabsforsøg. Til sammenligning blev en sygeplejerske fra Nykøbing Falster sidste år dømt for fire drabsforsøg, hvilket gav 12 års fængsel, så denne dom er meget usædvanlig, siger Trine Maria Ilsøe.
Bandepakke skærper straf
Retskorrespondenten forklarer, at det er en bestemmelse i den nylige 'bandepakke', der skærper straffen for den 27-årige.
- Han er dømt efter bandebestemmelsen, som er en artikel, der skærper straffen. Således at hvis forbrydelsen er sket under en bandekonflikt bevirker det i sig selv, at det koster mere. Men selv set i det lys, er det en hård straf, siger Trine Maria Ilsøe.
Svensk kvinde ramt
Drabsforsøget fandt sted ved Den Røde Plads på det ydre Nørrebro i København sidste år. Den dømte affyrede 11 skud med en pistol efter henholdsvis to forretninger og forbipasserende cyklister.
Herved blev en 31-årig svensk kvinde ramt og en 34-årig dansk mand strejfet af et projektil.
- Der er tale om et ledende medlem af bandegrupperingen Loyal To Familia. En person, som man sidste sommer i perioden op til skyderiet, så i området omkring Blågårdsgade på Nørrebro i København, siger retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.
Den dømte ankede byretsdommen på stedet.
- Generelt er det meget almindeligt, at man anker drabssager til landsretten. Men i dette tilfælde kan man sige, at han har ikke meget at tabe. Dommen kan dårligt blive strengere, konstaterer DR Nyheders retskorrespondent.