Retoriker om Greta Thunbergs tale: 'Hun konfronterer og tager chancer'

Klimaaktivistens tale har skabt debat og deler vandene på sociale medier.

- Hvad bilder i jer ind?

Sådan sagde den svenske klimaaktivist Greta Thunberg med skælvende mund og våde øjne, da hun i går talte til til FN's Klimatopmøde i New York. Og det har startet debatten på sociale medier.

Her har talen delt vandene, hvor den ene side ser hende som 'fantastisk', og den anden benytter ord som 'hykler'.

Og der er måske god grund til de delte holdninger, for talen var ud over Greta Thunbergs klassiske repertoire. Det mener lektor Esben Bjerggaard Nielsen fra Aarhus Universitet, der beskæftiger sig med politisk retorik.

- Det er hendes mest konfrontatoriske tale, jeg har set. Det er første gang, at hun taler om nogle, der er"onde". Hun mildner det hurtigt, men retorisk har hun plantet et frø, siger han.

De "onde" er i dette tilfælde de stater og statsledere, som ikke handler på klimaproblematikken.

Krop og tale er en gylden cocktail

Esben Bjerggaard Nielsen har analyseret Greta Thunbergs taler, siden hun første gang kom frem sidste år. Dengang sad hun ene kvinde foran det svenske parlament, og hun ville helst ikke udtale sig.

Siden da har hun holdt taler, deltaget i politiske arrangementer og fyldt i overskrifter verden over med sine ord.

Og altså senest til klimatopmødet i New York, der bød på en mere følelsesladet Greta Thunberg end før. Det kunne både læses i hendes kropssprog og ord, lyder det fra Esben Bjerggaard Nielsen. Ifølge ham er det en god strategi.

- Det betyder meget for ens troværdighed, at det man siger, og den måde man præsenterer det på med kroppen, stemmer overens. Havde hun en monoton stemme havde det ikke fungeret lige så stærkt, siger lektoren.

Men ifølge lektoren er det også forbundet med risici, for det er ikke alle, som tager lige godt imod følelser i det offentlige rum.

- I Vesten er vi ikke særlig gode til følelser, der kammer over i en offentlig situation. Vi ser det også, hvis mennesker græder på gaden. Folk reagerer enten med at tage afstand eller få medfølelse, siger han og vurderer det som en af forklaringerne på de delte holdninger.

Klart budskab

Men den svenske klimaaktivist har ikke blot bevæget sig fra stilhed til tv-transmitterede taler i løbet af det seneste år. Hun har også fået et mere klart budskab og benytter retorikken til at understrege det, mener Esben Bjerggaard Nielsen.

Et eksempel på budskabet kom frem i hendes tale i går, da hun lagde ud med at sige, at hun ikke burde være her, men i stedet på den anden side af kloden og i skole.

- Hun vaccinerer sig selv imod et modargument, og det er smart at begynde med, fordi så har hun sit eget udgangspunkt allerede helt i starten, siger lektoren.

Greta Thunberg er nemlig i løbet af sin tid i mediernes søgelys blevet kritiseret for at nedprioritere sin skolegang ved at strejke for klimaet.

Esben Bjerggaard Nielsen vurderer Greta Thunberg som en meget direkte og konfronterende taler. Det er en stil, som ellers går mod de forventninger, vi normalt har til kvinder, der udtaler sig offentligt.

- I retorikken taler vi om den feminine og maskuline stil, og vi forventer, at offentlige aktører handler på bestemte måder, der passer til deres køn. Men Greta er meget direkte og bygger sine argumenter på videnskab fremfor følelser. Det er stik imod den feminine stil, siger han.

Stilen er dog ikke ny for den svenske klimaaktivist, men omvendt var den mere følelsesladede side af hende det. Dog tror Esben Bjerggaard Nielsen ikke, at hun kommer til at køre videre med fugtige øjne og bævende underlæbe, som vi så til topmødet.

- Mange af hendes taler er for folk, der allerede støtter hende. Så her er der ingen grund til, at hun skal være så følelsesladet, siger han og pointerer, at man aldrig helt kan forudse, hvad der kommer til at ske.