Selvom det ikke var overraskende nyheder, der forlod statsminister Mette Frederiksens (S) læber under aftenens pressemøde, så var det så absolut glædelige.
- Vi kan nu fjerne de sidste coronarestriktioner om ganske få dage, og corona skal ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.
- Den 1. februar kan Danmark igen holde åbent – helt åbent, sagde hun.
Allerede tidligere på dagen tegnede der sig et flertal for at følge de indstillinger fra Epidemikommissionen, der kom i går.
Men nu er det altså slået fast med syvtommersøm - eller måske nærmere vaccinekanyler - at vi vinker farvel til coronapas, mundbind, restriktioner i nattelivet og meget andet.
Og det skyldes ifølge statsministeren den høje vaccinetilslutning blandt danskerne samt omikronvariantens mildere sygdomsforløb.
- Vi ved godt, at smittetallene er høje, men det tal, vi har holdt øje med, har været, hvor mange der bliver alvorligt syge. Den kurve er nu knækket.
Sundhedsstyrelsen: Anbefaler fortsat at børn vaccineres
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fremhævede også, hvad han kaldte "tårnhøj immunitet" i Danmark.
- Måske mindst 80 procent af befolkningen er rigtig godt beskyttet mod alvorlig sygdom, lød det.
Immuniteten kommer både fra vacciner og smitte, understregede han.
Men hvorfor fjerner vi ikke bare alle restriktioner i morgen, når der er enighed om, at corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom?
- Det spørgsmål kan man altid stille. Det er hele tiden en balance, der er også dem, der siger, at vi gør det for tidligt. Derudover har der også været et praktisk hensyn.
Er det stadig anbefalingen, at de 5-11-årige skal vaccineres?
- Ja, det er det. Vi vurderer selvfølgeligt løbende, men ja, det er det. Og vi er langt fra det eneste land, der gør det. Vi var bare first movers, sagde Søren Brostrøm.
'Det er meget muligt, at vi skal vaccineres igen'
Statsministeren præsenterede samtidig tre faser, der skal brolægge danskernes fremtidige vej med corona som følgesvend.
Fase 1 defineres af statsministeren som 'vinteren ud'.
- Restriktionerne bortfalder, og vaccinationsindsatsen fortsætter, og der vil fortsat være enkelte regler i forhold til indrejse i Danmark, lød det fra Mette Frederiksen.
Derefter vil vi så bevæge os ind i fase 2.
- Her vil vi se et åbent Danmark, hvor corona ikke længere spiller en rolle.
Næste vinter vil vi så bevæge os over i fase 3.
- Her vil sæsonen igen være imod os. Og det vigtige er, at vi er så godt rustet som muligt. Nye varianter kan opstå.
- Det er meget muligt, at vi skal vaccineres igen, sagde Mette Frederiksen.
Samtidig kan vi ikke vinke helt farvel til podepinden, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Hjemmetest vil blive mere dominerende, samtidig med at PCR-testning vil blive bibeholdt. De såkaldte antigentest vil derimod blive nedskaleret.
Har ikke toppet endnu
På trods af de gode nyheder buldrer smittetallene fortsat derudaf. Alene i dag blev 46.747 registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.
Men vi har alligevel ikke set det højeste daglige antal smittede, sagde Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut.
- Vi er ikke noget toppunktet endnu. Derfor kan vi fortsat opleve stigende smittetal og en stigning i indlæggelser, men det er ikke noget, der får alarmklokkerne til at ringe. Det er vi rustet til, sagde hun.
Lidt restriktioner tilbage
Det ser dog ud til, at der fortsat være en lille smule restriktioner tilbage. Epidemikommissionen anbefaler nemlig, at der stadig skal være krav om test ved indrejse i Danmark.
Folketingets partier er dog endnu ikke blevet enige om, hvorvidt man kan bakke op om det.
Samtidig kan der på eksempelvis plejehjem og hospitaler stadig stilles krav om coronapas og mundbind for besøgende, lyder det.
- Det er for at beskytte vores mest sårbare, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke.
DR Nyheder spurgte tidligere på dagen en række danskere, hvordan de havde det med en stor genåbning. Du kan læse deres svar her.