Hjerneforskeren Milena Penkowa bliver efter al sandsynlighed aldrig igen ansat som forsker på et universitet.
Det vurderer Jens Oddershede, rektor for Syddansk Universitet og formand for Rektorkollegiet.
Aldrig set før
- Jeg her ikke kendskab til noget fortilfælde, hvor en person der er dømt for videnskabelig uredelighed bagefter er blevet taget til nåde. I alle de eksempler, jeg kender, er personen forsvundet ud af universitetsverdenen, siger Jens Oddershede til Ritzau.
Udvalget for Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har netop afgjort, at Milena Penkowa har fusket med sin forskning i to sager.
Udvalget finder det godtgjort, at Penkowa i begge sager har udvist videnskabelig uredelighed.
Troværdighed er alt for en forsker
Det betyder ifølge Jens Oddershede, at Penkowas forskerkarriere er slut.
- På en måde kan man godt sige, at det er lidt barsk. Men som forsker er hele dit virke forbundet med din troværdighed, siger han.
- Man kan godt forestille sig, at hun kan bruge sin uddannelse på en anden måde, men jeg tror ikke hun kan komme tilbage til forskergerningen, siger Jens Oddershede.
Tilliden er væk
Selv om Penkowa fortryder sine fejltrin og lover bod og bedring, så vil det alligevel være for belastende for et universitet at ansætte hende, mener Oddershede.
- Man kan næsten sammenligne det med personer, der har forbrudt sig mod børn. De får heller aldrig mere lov til at arbejde med børn.
- Formelt har universiteterne lov til at ansætte hende igen, for selv om et universitet selv tror på hende, så vil det give alt for mange problemer. Hvilke tidsskrifter vil optage hendes artikler uden særlig kontrol? Og hvem skal have ansvaret for at kontrollere hende og så videre, siger Oddershede.
Spænder ben for sig selv
Ved at fastholde sin uskyld og påstå, at hun er blevet uretfærdigt behandlet, gør Penkowa om muligt situationen endnu værre for sig selv, mener han.
- Det gør jo, at man siger til sig selv, at hun åbenbart ikke har forstået, hvad det er, hun har gjort, og så vil det jo være endnu mere risikabelt at ansætte hende igen.