Rekordmange søgte om asyl i Danmark i oktober

Dermed har Danmark modtaget 13.425 asylansøgere i år.

Rødekors Centeret i Auderød. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

3646 personer søgte asyl i Danmark i oktober, og det er det højeste tal for en enkelt måned i mindst fire et halvt år.

Det viser nye tal fra Udlændingestyrelsen, som ikke har historiske data, der matcher dette antal.

Styrelsens tal på månedsbasis går tilbage til januar 2011, og det hidtil højeste antal ansøgere blev registreret i september sidste år, hvor 3147 søgte om asyl.

Dermed fortsætter tilstrømningen af asylansøgere til Danmark, som har været et af de mest diskuterede emner i dansk politik siden sommeren.

Som i de forudgående måneder er der flest syrere blandt ansøgerne. I oktober bad 1459 personer fra det krigshærgede land om ophold i Danmark mod 1290 i september.

Den mest markante udvikling ser man dog blandt de iranske ansøgere. Her er antallet steget fra 272 i september til 763 i oktober. Det er en stigning på 180 procent. I alt er 1282 iranere kommet til Danmark i årets første ti måneder. 60 procent af disse er kommet til landet i oktober.

Også blandt de statsløse asylansøgere er der sket en markant stigning i oktober. 297 søgte asyl i oktober, hvilket er mere end en fordobling i forhold til september.

I alt har 13.425 søgt asyl i Danmark i årets første ti måneder. Det er kun 1367 færre end de 14.792, der søgte i hele 2014.

/ritzau/