Regler om hviletid giver færre uheld med lastbiler

Udsigten til at miste kørekortet eller tusindvis af kroner i bøde får lastbilchaufførerne til at køre ordentligt, skriver 24timer.De har nemlig aldrig været bedre til at overholde køre- hviletidsreglerne og undgå uheld.

I store dele af landet blokerede lastbiler søndag og i går for trafik på grund af køre- hviletidsbestemmelser. Men de skrappe regler ser ud til at virke, mener transportforskere. I dag, tirsdag, er der kun få blokader tilbage. (Foto: © DR Fyn)

Lastbilchauffører protesterer over de skrappe regler om blandt andet køre- hviletid. Men reglerne virker, skriver gratisavisen 24timer.

Det er udsigten til at miste kørekortet eller tusindvis af kroner i bøde, der får lastbilchaufførerne til at køre ordentligt, skriver avisen.

Aldrig været bedre til at overholde reglerne

De seneste dage har chauffører blokeret færgelejer og grænseovergange i vrede over skrappe regler og bøder.

Da reglerne trådte i kraft i 2005 var det næsten seks procent af chaufførerne, der overtrådte køre- hviletidsreglerne. Det tal er faldet til 3,3 procent, viser tal fra Rigspolitiet.

Samtidig er antallet af færdselsuheld, hvor en lastbil er indblandet, på et år faldet med 14 procent. I tal fra 393 i 2005 til 339 sidste år.

Hård kurs gavner trafiksikkerheden

Danmarks Transportforskning mener, at den hårdere kurs har gavnet trafiksikkerheden.

- Stramningen over for chaufførerne har uden tvivl haft en effekt på antallet af uheld. Vi ved, at træthed påvirker køreegenskaberne. Så er der er fornuft i kursen, siger seniorforsker Tove Hels.

Også Rådet for Større Færdselssikkerhed er glad for, at det er dyrt for lastbilchaufførerne at køre uden pause.

- Hver fjerde dødsulykke på vejene skyldes en lastbil, så chaufførerne har et særligt ansvar. Derfor ser vi udviklingen i antallet af ulykker som en indikator på, at den hårdere kurs har en effekt, siger dokumentationschef Jesper Sølund.

Dansk Transport og Logistik, DTL, mener, at faldet i antallet af uheld skyldes, at branchen er blevet mere opmærksom på problemet.