Region vil kontakte tidligere patienter hos hjerneskadet psykiater

Fra Region Midtjylland lyder det, at man ikke vurderede det nødvendigt at sende breve ud til patienter allerede i 2013, hvor den hjerneskadede psykiater fik frataget sin autorisation.

- Det er en dybt ulykkelig sag, siger konstitueret koncerndirektør i Region Midtjylland, Christian Boel. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Op mod 1.200 personer, der har været patienter hos en hjerneskadet psykiater fra Vestjylland mellem 2007 og 2013, vil nu blive kontaktet af Region Midtjylland.

Det sker, efter at DR Nyheder har afdækket, at den hjerneskadede psykiater har været involveret i dødsfald og voldsomme fejlbehandlinger, mens han praktiserede.

- Vi vil være sikre på, at de borgere, der er berørt af det, er opmærksomme på, at de kan kontakte deres praktiserende læge for at kunne få vurderet deres situation, siger Christian Boel, der er konstitueret koncerndirektær i Region Midtjylland, til DR Nyheder.

Ændret mening

Region Midtjylland ville som udgangspunkt ikke kontakte de tidligere patienter. Det oplyste lægefaglig direktør i psykiatrien i regionen, Per Jørgensen, til DR Nyheder i fredags.

Siden har flere politikere og patientforeninger krævet, at der bliver taget ordentligt hånd om de tidligere patienter.

Sådan her lød det fra generalsekretær i landsforeningen Bedre psykiatri, Thorstein Theilgaard, mandag formiddag.

- De skal smide, hvad de har i hænderne og finde ud af, hvem har været i kløerne på den her psykiater og få dem kontaktet hurtigst muligt med et kriseberedskab.

Pres på psykiatrien

Region Midtjylland vurderer, at den hjerneskadede psykiater har haft mellem 1.000 og 1.200 patienter fra 2007, hvor han slog sig ned som psykiater i regionen, og indtil 2013, hvor han blev stoppet.

Derfor forventer Christian Boel også, at der vil komme ekstra tryk på en i forvejen presset psykiatri, efter at brevene er sendt ud.

Flere af patienterne kan nemlig bede om at få vurderet, om de har fået stillet en rigtig diagnose. Det skal løses med ekstra hænder.

- Det vil være en kombination af, at nogle skal tage ekstra vagter, og at der skal skaffes ekstra ressourcer, siger Christian Boel.

Ingen breve i 2013

Da Sundhedsstyrelsen fratog psykiaterens autorisation midlertidigt for to år i 2013, sendte Region Midtjylland breve ud til regionens praktiserende læger om, at de kunne tilbyde psykiaterens patienter muligheden for at blive revurderet.

Men regionen sendte ikke breve ud til patienterne dengang, selvom Sundhedsstyrelsen havde skrevet i autorisationsfratagelsen, at psykiateren kunne være "til overhængende fare" for sine patienter.

- Det var vurderet tilstrækkeligt (at skrive til de praktiserende læger red.) på daværende tidspunkt ud fra de oplysninger, vi havde. Men nu er der kommet nye oplysninger, og så vil vi sikre, at folk ikke føler sig utrygge, siger Christian Boel.

- Må ikke ske igen

Sagen har givet stof til eftertanke, lyder det fra den konstituerede koncerndirektør, der giver sit ord på, at regionen vil være med til at sikre, at en sådan sag fremover bliver forebygget.

- Vil være i dialog med Sundhedsstyrelsen om, hvordan vi kan lave et beredskab, der kan tage hånd om denne her type situationer, siger han.

Sundhedsstyrelsen vil ikke før i aften give interview til DR Nyheder i sagen. Men styrelsens direktør Else Smith siger i en pressemeddelelse, at sagen har været medvirkende årsag til, at Sundhedsstyrelsen i efteråret fremlagde en handlingsplan for en reform af tilsynet med sundhedspersoner og det generelle tilsyn med sundhedsvæsenet.

Du kan se interview med Else Smith i TV Avisen 21.30 og læse mere om sagen på vores temaside her.

Og hvis du mener at have oplysninger i sagen, du gerne vil dele med os, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk