Region Syddanmark er som den første region ved at etablere et akut-beredskab, der kan tage over, hvis regionens praktiserende læger vælger at aflevere deres ydernumre. Her vil uddannelseslæger, der er under uddannelse til at blive praktiserende læger, få en stor rolle.
Hvis lægerne afleverer deres ydernummer, vil Region Syddanmark i første omgang oprette en telefonvisitation, der kan henvise patienterne til behandling på sygehusenes ambulatorier.
Drives af uddannelseslæger
Betingelsen er, at Sundhedsstyrelsen godkender uddannelsesplanen for uddannelseslægerne.
Planen er at oprette syv regionsklinikker, som skal drives dels af uddannelseslæger, der er ansat af regionen og speciallæger på sygehusene. Det kommer til at dreje sig om cirka 200 læger og 400 sygeplejersker, lægesekretærer, sosu-assistenter og bioanalytikere fra både det somatiske og psykiatriske område.
Ansatte skal varsles
De berørte medarbejderne vil over den kommende tid blive varslet, hvis de skal være en del af det nye setup.
- Vi håber ikke det bliver nødvendigt, men ønsker at gøre det klart, at hvis der bliver gjort alvor af det vil vi give borgerne den service og behandling de har krav på, siger regionsrådsformand Region Syddanmark Carl Holst til DR Nyheder.
- Dels har uddannelseslægerne nogle kompentencer vi kan gøre brug af, dels kan de gøre deres uddannelse færdig, og det kan de gøre på denne måde, hvis vi kommer i den situation, siger han.