3. maj klokken 10:30: Artiklen er opdateret med oplysningen om, at politiet bekræfter anmeldelsen.
Kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital kan få et retsligt efterspil.
For det viser sig, at både Region Midtjylland og hospitalet er blevet politianmeldt for eventuelle ulovligheder i forbindelse med behandlingen af patienter med mave- og tarmkræft.
Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at de har modtaget politianmeldelsen, og at den nu visiteres.
Politianmeldelsen ligger hos Midt- og Vestjyllands Politi, fordi Region Midtjylland har hovedkontor i Viborg.
Det er ikke muligt at få oplyst, hvor langt politiet er i arbejdet med at vurdere, om anmeldelsen skal føre til en sigtelse.
Rapport: 'Grove fejl'
Kræftsagen kulminerede foreløbig tirsdag formiddag, hvor de to topchefer på Aarhus Universitetshospital, hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen, blev afskediget af regionsledelsen.
Afskedigelserne kommer, efter at en uvildig rapport om kræftsagen fra statens advokat, er blevet offentliggjort.
Kammeradvokatens vurdering af, hvad der er foregået på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, indeholder flere konklusioner om ulovlig praksis og grove fejl begået "med overlæg".
Ifølge Kammeradvokaten er økonomiske hensyn blevet prioriteret over lovbundne regler om maksimale ventetider for patienterne.
- Det er en klar og meget grov retlig fejl. Den ulovlige prioritering af økonomiske hensyn forud for opfyldelsen af patienternes rettigheder har efter vores vurdering ført til yderligere en række klare og alvorlige retlige fejl, konkluderer Kammeradvokaten.
Regionsdirektør Pernille Blach Hansen beskriver Kammeradvokatens rapport som "barsk læsning".
- Det er en sønderlemmende kritik af håndteringen af de konkrete patienter, som vi beklager dybt, siger hun.
Den første nyhed om for lange ventelister på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital kom ud i midten af marts, og siden er kritikken af hospitalet vokset og vokset.
Det er sket i takt med, at DR har kunnet fortælle om flere brud på patientrettighederne og dødeligt syge patienter, der føler sig ført bag lyset.
Fyrede topchefer har ingen kommentarer
Regionsrådsformand og formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), giver på baggrund af sagen de berørte patienter "en uforbeholden undskyldning" og meddeler, at regionen tager det fulde ansvar på sig.
- Sagen om meget lange ventetider berører mig. Vi har at gøre med meget syge borgere, der ikke har fået den hjælp, de har krav på. Den forventning har vi ikke levet op til, og det beklager jeg dybt, siger Anders Kühnau.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til politianmeldelsen fra Region Midtjylland. Aarhus Universitetshospital henviser til regionen.
Lægefaglig direktør Claus Thomsen skriver i en sms til DR Nyheder, at han ikke har nogen kommentarer til kræftsagen.
Hospitalsdirektør Poul Blaabjerg er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.