Der er nu blevet sat tal på, hvad "store forsamlinger" er.
En stor forsamling defineres nu som en forsamling på mere end 500 personer. Det oplyser Sundhedsministeriet til DR.
Det vil sige, at alle arrangementer med mere end 500 personer forbydes frem til 1. september.
- Beslutningen træffes som følge af sundhedsmyndighedernes vurdering af, at det fortsat er usikkert, hvordan corona-epidemien vil udvikle sig i Danmark over de kommende måneder, lyder det i pressmeddelelsen fra ministeriet.
Som det er i dag, må man dog heller ikke forsamles, hvis man er en forsamling på 499 personer.
Forsamlingsforbuddet for mere end ti personer gælder nemlig stadig frem til i første omgang 10. maj.
Det betyder dog ikke, at det efter 10. maj nødvendigvis bliver lovligt at samles flere end ti personer, da forbuddet kan forlænges eller justeres.
- Regeringen følger udviklingen af epidemien nøje og justerer derfor også grænsen for, hvor mange mennesker man må forsamle sig løbende, lyder det fra Sundheds- og ældreministeriet.
Bryllupper og konfirmationer hænger stadig
Men der kan altså godt skydes en hvid pil efter arrangementer med mere end 500 deltagere i løbet af sommeren.
- Det eneste, vi kan sige med sikkerhed er, at forsamlinger på mere end 500 personer er forbudt frem til 1. september. Arrangementer under 500 persone, for eksempek et bryllup, en konfirmation eller en havnefest, ved vi stadig ikke noget om, siger Trine Marie Ilsøe, retskorrespondent i DR.
- Det afhænger af, hvor mange smittede der er i Danmark til den tid. Vi kan altså stadig risikere at forsamlingsforbuddet på ti personer fortsætter længe endnu, vi ved det ikke, tilføjer hun.
Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte allerede på et pressemøde den 6. april, at forbuddet mod store forsamlinger forlænges til og med august.
Her blev det dog ikke uddybet, hvad grænsen for en stor forsamling er. Meldingen fra statsministeren var dog klar: Der bliver ingen festivaler, store koncerter eller markeder i løbet af sommeren.
Store forsamlinger blev i første omgang begrænset den 6. marts. Her var det i form af en anbefaling fra statsministeren, hvor arrangører blev rådet til at aflyse arrangementer med flere end 1.000 personer. Det blev siden til et reelt forbud, og grænsen er som bekendt også sat mærkbart ned siden.