Regeringen mangler flertal til flytning af internationalt institut

Flertallet bag beslutningen om at flytte Dansk Institut for Internationale Studier og samtlige medarbejdere fra København til Aarhus halter gevaldigt.

Skatteminister Karsten Lauritzen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, statsminister Lars Løkke Rasmussen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen præsenterede udflytningsplanen "Bedre balance - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder" torsdag den 1. oktober. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Det bliver svært for regeringen at flytte Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til Aarhus. Der er nemlig ikke 90 mandater, der lige nu bakker op om regeringens planer.

Liberal Alliance melder nu klart ud, at regeringen skal "trække en kanin op af hatten", hvis partiet skal støtte udflytningen.

- Der har endnu ikke været et eneste fagligt og sagligt argument for at flytte DIIS. Institutionen er oprettet med henblik på at servicere ministerier og servicere ambassader, som alle er centreret omkring København, siger udenrigsordfører i Liberal Alliance, Mette Bock.

Den 1. oktober i år annoncerede regeringen, at omkring 3.900 statslige arbejdspladser flyttes ud af København - heriblandt DIIS med sine omkring 100 arbejdspladser.

Men modsat størstedelen af udflytningerne af de statslige job skal DIIS’s skæbne afgøres i Folketingssalen, hvor der skal et flertal til for at ændre lovgivningen.

Trækker Liberal Alliance sin støtte definitivt, kan Socialdemokraterne blive tungen på vægtskålen, fordi resten af rød blok også er imod udflytningen. Landdistrikts- og øordfører hos Socialdemokraterne Magnus Heunicke skriver i en sms til DR Nyheder:

- Vi respekterer, at der er en høringsproces i gang. Afventer derfor de faktiske høringssvar og den efterfølgende eventuelle fremsættelse af folketinget i regeringen. Til den tid kender vi hele billedet inkl. høringssvarene og kan afgøre vores holdning til det konkrete forslag.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup mener, at det gode argument for flytningen er at skabe bedre balance i Danmark.

- Det er et rigtig godt argument at flytte så meget som mulig til Vestdanmark, sådan at vi får balance i landet. Og her har vi altså en institution, som har et tæt samarbejde med Aarhus Universitet, og som samtidig kunne fungere fint i Danmarks næststørste by Aarhus, siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup.

De Konservative og Dansk Folkeparti har ligesom Socialdemokraterne heller ikke taget stilling.

Der er frist for høringssvar 24. januar, hvorefter behandlingen af lovforslaget starter.