Regeringen foreslår licens på computere

Regeringen synes, at man også betale licens, selvom man kun ser tv på computeren. Til gengæld skal tv-licensen ikke stige, og radiolicencen forbliver lav.

Hvad enten du bruger fjernbetjening eller tastatur, så kommer du i fremtiden til at betale licens for at se tv og høre radio. (Foto: © romexico, Stock.xchng)

Regeringen lægger op til en ændring af licensbetalingen. Fremover skal alle husstande betale en såkaldt medielicens.

Dermed kommer også de, der kun ser tv og hører radio via computeren til at betale for programmerne. Forslaget er ifølge DR-Nyheders oplysning et af hovedbrikkerne i det medieudspil, som kulturminister Brian Mikkelsen ventes at fremlægge i morgen.

Fire hovedpunkter

Ifølge TV AVISENs oplysninger kommer medieudspillet til at bestå af fire punkter:

- medielicens på computere - tv-licensen holdes i ro - Den lave radiolicens bevares - Den enkelte husstand skal tilmede sig.

De radikale har selv foreslået en husstandslicens, der også dækker computere, og er derfor godt tilfredse med forslaget, siger medieordfører Simon Emil Ammitzbøl.

De Konservatives ordfører, Pia Christmas-Møller, siger, at DR's licens ikke må udhules, og at der også i fremtiden må skaffes et grundlag for Danmarks Radio.

Socialdemokratiet tager positivt imod forslaget, men partiet havde helst set en medielicens, hvor alle på forhånd er tilmeldt.

Ingen licensopkrævning

Flere partier havde hellere set, at alle husstande automatisk får en licensopkrævning, med mindre man aktivt melder sig fra. Det ville være administrativt nemmere og give større beskyttelse mod sortseere, mener kritikerne.

Derimod er det mere usikkert, om også mobiltelefoner kommer ind under ordningen, selvom mange mobiltelefoner i dag er små multimedieapparater.

Omkring 15.000 mennesker ser i dag tv på deres computer.