Danish Crowns slagteri på Bornholm er reddet. Det har Fødevareforbundet NNF, Dansk Industri og Erhvervs- og Vækstministeriet aftalt.
Dermed er der udsigt til, at en stor del af de 190 ansatte på slagteriet kan beholde deres job.
Siden weekenden har Fødevareforbundet NNF, Dansk Industri og Erhvervs- og Vækstministeriet arbejdet på at nå frem til en aftale, der kan redde slagteriet i Rønne på Bornholm fra lukning.
De ansatte orienteres
Redningsplanen bliver fremlagt på et fælles pressemøde kl. 9 og samtidig bliver de ansatte på slagteriet orienteret.
27. maj brød parternes forhandlinger om slagteriets fremtid sammen, og Danish Crown truede de ansatte med lukning, medmindre de sagde ja til at gå ned i løn.
Ledelsen på slagteriet skal spare 25 millioner kroner, og oplægget til de ansatte var, at de skulle miste otte procent af deres løn.
Forhandlinger i flere måneder
Det sagde de ansatte i første omgang nej til, men efterfølgende opstod der ifølge administrerende direktør for Danish Crown Pork, Jesper Friis, nogle ekstra muligheder, som skulle sonderes.
Forud for redningsplanen ligger måneders forhandlinger mellem Bornholms Regionskommune, øens landmænd og slagteriarbejderne, som har forsøgt at finde en løsning på, hvordan der kan holdes liv i slagteriet, der er en af øens største private arbejdspladser.
/ritzau/