Flyproducenten Boeing har i dag stævnet den danske stat, fordi de ikke har fået udleveret dokumenter, der lå til grund for, hvorfor Boeing blev vraget som producent af Danmarks nye kampfly sidste år.
Deres model, Super Hornet, tabte sidste år til konkurrenten Lockheed Martins model, F35, om, hvem der skulle levere 27 nye kampfly til det danske forsvar.
Den estimerede indkøbspris ligger på omkring 20 milliarder kroner, mens totalprisen i flyenes levetid bliver på omkring 56,4 milliarder kroner, hvilket gør det til danmarkshistoriens dyreste våbenindkøb.
Boeing varslede allerede i september, at de ville søge aktindsigt i evalueringsdokumenterne, der er baggrunden for valget af de kampfly, der skal erstatte Danmarks nuværende kampfly F-16.
- Det er næsten et halvt år siden, vi anmodede om dokumenterne og ministeriet har endnu ikke udleveret den information, som vi er berettiget til at modtage, udtaler Tom Bell, der er senior vicepræsident for Boeing i en pressemeddelelse.
Men at Boeing har ret til at få udleveret alle evalueringsdokumenter bestrides af Andreas Krogh, der er redaktør på nytkampfly.dk, og som har stor indsigt i Danmarks valg af nye kampfly.
Han har søgt aktindsigt i Boeings aktindsigt, og han mener, at forsvarsministeriet har handlet efter bogen.
- Efter min overbevisning har Boeing ikke en god sag. Os, der tit søger aktindsigt, ved, at man skal søge specifikt, og det har Boeing ikke gjort. De har i stedet søgt aktindsigt i alle papirer vedrørende evaluering af Danmarks nye kampfly.
- Og det er mange tusinde sider, som Boeing kræver udleveret. I dette tilfælde vil jeg tro, at det drejer sig om 10.000-20.000 sider, hvor mange af siderne skal overstreges for fortrolige informationer, og hvor der også skal overholdes høringspligt og så videre, siger han.
Forsvaret har ikke trukket afgørelse
I en pressemeddelelse udsendt fra Forsvarsministeriet i dag, skriver de, at Boeing ikke har være præcise nok i deres aktindsigtsanmodning.
- Idet der var tale om en aktindsigtsanmodning af meget omfattende karakter, aftalte parterne, at Boeing skulle have mulighed for at præcisere aktindsigtsanmodningen, således at den ville kunne behandles med et forholdsmæssigt tids- og ressourceforbrug.
- Forsvarsministeriet (…) har endnu ikke truffet afgørelse i aktindsigtssagen, blandt andet fordi den aftalte proces med Boeing ikke har ført til den ønskede præcisering, står der i pressemeddelelsen.
Andreas Krogh er overasket over, at Boeing har taget skridtet med at stævne den danske stat.
- Nu handler det ikke længere om at sende signaler til andre lande, der står over for køb af nye kampfly. Nu handler det simpelthen om, at man ni måneder efter stadigvæk ikke har tilgivet Danmark for den evaluering, man lavede, siger Andreas Krogh.
Boeings vicepræsident, Tom Bell, ankommer i morgen til Danmark, hvor han vil uddybe stævningen af den danske stat.