De har flere gange stået over for hinanden – på hver deres side af barrikaderne ved demonstrationer – og med hver deres glødende sag.
Nu mødes de igen, denne gang i en retssal i Glostrup, hvor islamkritikeren Rasmus Paludan sidder på anklagebænken, mens talsperson Bwalya Sørensen fra den danske gren af bevægelsen "Black Lives Matter" vil sidde blandt tilhørerne.
Sagen omhandler en video, Rasmus Paludan optog ved Bwalya Sørensens hjem i Albertslund og delte på YouTube i april sidste år.
Ifølge Rasmus Paludan selv er videoen en politisk analyse. Men anklagemyndigheden mener, at han har forhånet en gruppe mennesker og drevet propagandavirksomhed.
- Jeg håber, at det her bliver et vendepunkt, hvor vi endelig kan se noget retfærdighed, og at loven også kan bruges for at beskytte minoriteter, siger Bwalya Sørensen, der politianmeldte videoen.
Hvem er de?
- •
Rasmus Paludan er advokat. Han stiftede for nogle år siden sit eget parti, der vil have forbud mod islam i Danmark. Budskabet spreder han på YouTube og gennem demonstrationer med koranafbrændinger. Han er under PET-beskyttelse.
- •
Bwalya Sørensen er talsperson og stifter af den danske gren af bevægelsen "Black Lives Matter". I Danmark er bevægelsens fokus især diskrimination mod minoriteter og strukturel racisme begået af blandt andet politi og retssystem.
- Et cirkus
Rasmus Paludan har pillet videoen ned, efter han blev sigtet.
Men ifølge anklageskriftet i sagen siger Rasmus Paludan blandt andet på optagelsen, at Bwalya Sørensen giver hvide skylden for, at det går dårligt for sorte i Sydafrika, fordi hun "som de fleste negere i Sydafrika ikke er begavede nok til at kunne se, hvordan tingene rent faktisk forholder sig".
Mere specifikt taler han om partiet African National Congress (ANC) og siger, at personer fra befolkningsgrupper med lav intelligenskvotient ikke kan styre en nation, "fordi de simpelthen ikke evner det".
- Det er ren og skær racisme, mener Bwalya Sørensen.
Hun håber, at sagen vil slå fast med syvtommersøm, at racistiske udtalelser ikke er tilladt i Danmark. Men hun har ikke de store forhåbninger, da hun ikke mener, at racismeparagraffen virker efter hensigten.
- Vi oplever, at ingen nogensinde vinder på den paragraf, bortset fra de tilfælde hvor højtprofilerede DF-politikere er i rampelyset med vredt protesterende demonstranter foran retssalen, siger hun.
§ 266 b er i spil:
- •
"Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil to år.
- •
Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed."
På partiets top 20-liste
Rasmus Paludans parti har tidligere bragt Bwalya Sørensens navn på en valgplakat, som blev hængt op rundt omkring i landet for at promovere partiet. Plakaten er en liste over de 20 personer, det ifølge partiet er topprioritet at få udvist af Danmark.
Han har også nævnt hende i andre videoer på YouTube.
For hende personligt var grænsen, da han mødte op foran hendes hjem og filmede.
Og selvom hun er glad for, at sagen skal for en dommer, føler hun samtidig, at hun selv og "Black Lives Matter" bliver presset ind i et farcelignende cirkus, hvor sagen mod hendes vilje giver Rasmus Paludan en platform at tale fra.
- Vi er heller ikke enige i de ting, han tidligere har sagt og gjort, men vi har aktivt fravalgt at anmelde ham tidligere, for vi ville ikke give ham den platform, siger hun.
Rasmus Paludan: Langt ude og bindegalt
Den anklagede i sagen, Rasmus Paludan, fastholder sin uskyld.
- Derudover er det en tiltale, som vedrører en bestemmelse, som i bund og grund er et forsøg på at angribe lovlige politiske ytringer gennem straffesystemet, hvilket må krænke enhver, der er demokratisk anlagt, siger han.
Sagen har ikke fået ham til at være mere påpasselig med sine ytringer.
- Det er langt ude og bindegalt, at jeg kommer med en rolig politisk analyse af forholdene i Sydafrika, og at jeg så skal igennem retssystemet af den grund, siger Rasmus Paludan.
Det forventes, at der falder dom i sagen i dag.