Fortravlede og uopmærksomme chauffører er årsag til halvdelen af ulykker med lastbiler involveret.
Det viser en ny rapport fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
- Cirka halvdelen af de 30 lastbilulykker i undersøgelsen kunne være undgået, hvis lastbilchaufførerne havde taget sig til tid til at se sig for og havde fastholdt fokus på trafikken og vejens forløb, siger kommissionens formand Mette Fynbo i en pressemeddelelse.
Kommissionen har undersøgt omstændighederne ved 30 ulykker, hvor lastbiler har været årsag til, at personer er omkommet eller kommet til skade.
En tredjedel af ulykkerne er sket i byer, hvor fodgængere og cyklister blev overset og kom alvorligt til skade eller blev dræbt.
Det skete enten i forbindelse med, at lastbilen skulle svinge eller sætte i gang.
Men også uden for byerne er uopmærksomhed blandt chaufførerne årsag til ulykker.
Selv på lange lige strækninger hvor chaufførerne i ti af de undersøgte ulykker overså forankørende eller kørte af vejen.
Kommissionen mener, der skal sættes ind på flere fronter for at forebygge ulykker.
Anbefalingen lyder, at lastbilerne udstyres med flere teknologiske hjælpemidler til at undgå ulykker.
Derudover ser havarikommissionen også en opgave for staten og kommunerne i at gå foran og stille krav, når de udbyder transportopgaver.
Sidste år blev 20 personer dræbt i lastbilulykker.
/ritzau/