Rapport: Danmark udsættes for cyperspionage hver dag

Center for Cybersikkerhed vurderer, at truslen fra cyberspionage og -kriminalitet mod Danmark er "meget høj".

Center for Cybersikkerhed skriver i en ny rapport, at der næsten dagligt sker cyberangreb mod Udenrigsministeriets netværk

Truslen fra cyberspionage mod danske myndigheder og virksomheder er ”meget høj”, fastslår Center for Cybersikkerhed i en ny rapport.

Heri kommer centret med deres trusselsvurdering af netværkssikkerheden for de næste to år, og truslen for cyberkriminalitet, der kan ramme almindelige borgere, er også ”meget høj”.

- Det betyder, at vi er vidende om, at det foregår i øjeblikket, og at vi er meget sikre på, det finder sted, siger chef for Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund-Sørensen, til Ritzau.

Ifølge rapporten kender centeret eksempelvis til "næsten daglige angrebsforsøg mod Udenrigsministeriets netværk, som Center for Cybersikkerhed tilskriver fremmede stater og statsstøttede grupper".

Thomas Lund-Sørensen kan ikke oplyse hvilke stater, der er tale om, men oplyser, at man føler sig sikker på, at det ikke er kriminelle hackere.

- Mange af de her angreb, som vi ser og er med til at håndtere, kræver relativt store ressourcer.

- At man udser sig et mål, har meget viden om målet, og at man gentagne gange forsøger at komme ind i systemet. En metode, som kræver en organisation, en struktur og nogle ressourcer som adskiller sig fra det, private hackere er i stand til at gøre, siger han.

/ritzau/