Randi lærte at holde på vandet: 'Det er ligesom at gå til styrketræning'

Ny evaluering viser, at råd og vejledning omkring inkontinens giver øget livskvalitet.

Randi Østergaard Lund har fået hjælp til at holde på vandet. 108 borgere har som hende gennemgået et kursusforløb og rådgivning. - Langsomt fik jeg bedre kontrol over min vandladning, siger hun. (Foto: © (Foto: © Jakob Emil Kristensen - DR))

Randi kunne ikke sjippe uden først at tømme sin blære. Hun dryppede i bukserne, når hun løftede de tunge vægte til crossfit, og et nys kunne også presse urin ud i trusserne.

Inkontinens rammer ikke kun ældre kvinder. Også mænd og kvinder midt i 40érne - som Randi Østergaard Lund - kan være udfordret.

Det viser nye erfaringer fra Aalborg, hvor helt almindelige borgere i en forsøgsperiode anonymt har kunnet bede om råd og vejledning fra kommunens inkontinensklinik.

I løbet af 15 måneder henvendte 171 borgere sig anonymt til klinikken. 108 af dem valgte efter rådgivning at deltage i et kursusforløb, viser en evaluering af forsøget.

En af dem var Randi Østergaard Lund.

- Det var ligesom at gå til styrketræning. Vi blev introduceret til øvelser, som vi skulle gentage og gentage og gentage. Og langsomt fik jeg bedre kontrol over min vandladning.

Øget livskvalitet

Evalueringen af forsøget viser, at 90 procent af deltagerne har øget deres livskvalitet, og føler sig i stand til at deltage i og nyde deres fritidsinteresser. 80 procent siger, at deres selvværd er øget, og 65 procent fortæller at de har oplevet en positiv ændring i at udføre deres arbejde.

- Bare det at se andre på min egen alder har samme problem, og i det hele taget snakke med andre om udfordringerne, det er meget værd, siger Randi Østergaard Lund.

I flere danske storbyer hjælper inkontinensklinikker borgere, der henvises fra sundhedssystemet. I Aalborg er målgruppen borgere, der ikke tidligere har fået behandling. Og det har fået især yngre ud af busken. Næsten halvdelen er under 60 år.

Tilbuddet fik en træg start, men tog for alvor fart, da klinikken gjorde reklame for selv på facebook.

- Da fik vi en regular telefonstorm, som viser at der går rigtig mange rundt derude som har svært med at styre vandladning eller afføring, siger Jannie Eiskjær, kontinenssygeplejerske i Aalborg Kommune.

Vil udvide åbningstiden

De borgere, som klinikken henvender sig til, er borgere som aldrig har været i et behandlingsforløb. Og dem er der mange af, vurderer Randi Østergaard Lund. Hun fødte sit første barn som 26-årig. Dengang blev hun sendt hjem med en opfordring til at lave knibeøvelser.

- Desværre tog jeg ikke den opfordring alvorligt - dengang. Og måske derfor fik jeg problemer senere i livet.

I forsøgsperioden har klinikken i Aalborg kun haft åbent tre timer hver onsdag, men efter de positive resultater vil politikerne i Aalborg kommune arbejde på at udvide åbningstiden.

- Vi har et stort antal skyggetilfælde som vi ikke kender til, og samtidig stiger gennemsnitsalderen i befolkningen. Så vi må formode, at behovet for hjælp vokser, siger Vibeke Gamst (C) rådmand for Senior- og Omsorg i Aalborg kommune.