Randers Kommune sender millionregning videre til Østergaard-virksomhed

Nu skal det undersøges om virksomheden, der ejer Nordic Waste-grunden, kan stille sikkerhed for det omfattende oprydningsarbejde.

Randers Kommune forsøger nu at få DSH Recycling, der ejede grunden, hvor Nordic Waste lå, til at betale en del af regningen for jordskredet. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2024) (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Randers Kommune forsøger nu at få virksomheden DSH Recycling til at overtage en trecifret millionregning for jordskredet ved Nordic Waste.

Der er tale om virksomheden DSH Recycling, der blandt andet er ejet af Torben Østergaard-Nielsens familiekoncern, og som ejede jorden, hvor jordrensningsvirksomheden var placeret.

Det oplyser kommunaldirektør i Randers Kommune, Jesper Kaas Schmidt, til DR Nyheder.

Miljøstyrelsen har efter kommunens opfordring givet en bindende udtalelse om, at der er overhængende fare for miljøskade på vandmiljøet omkring Ølst.

Her pålægger reglerne, at skadevolderen betaler for de tiltag, der bliver påbudt efter miljøskadeloven, og akutte afværgeforanstaltninger, lyder det fra Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Ifølge kommunaldirektøren vil Miljøstyrelsen snart give påbud til virksomheden og overtage myndighedsansvaret - og en del af regningen - mens kommunen fortsat udfører opgaven med at rydde op.

- Det er ret usædvanligt, for det er første gang, at loven er brugt så omfattende. Der har været få sager de seneste tyve år, hvor den er bragt i anvendelse. Men den her miljøsag kan ikke sammenlignes med andet, siger Jesper Kaas Schmidt.

250 millioner

Det er Kammeradvokaten, der har opfordrer Randers Kommune til at undersøge muligheden for, at DSH Recycling også kan drages til ansvar i skandalen.

- Med hjælp fra Kammeradvokaten har vi fundet ud af, at der er sammenfald mellem Nordic Waste og DSH Recycling. Nu skal Miljøstyrelse give påbud til virksomheden, og man skal afklare, om der kan stilles sikkerhed for de udgifter kommunen og staten har afholdt.

Han anslår, at regningen beløber sig på cirka 250 millioner kroner ud af den samlede regning på op imod en halv milliard kroner.

Forureneren betaler

DSH Recycling er lige nu under rekonstruktion. Hvis virksomheden ikke kan stille sikkerhed, ender dens amlede regning dog igen hos Randers Kommune.

- Vi ved ikke, hvor mange værdier der er i selskabet. Forhåbentligt kan den dække det hele, men ellers kan den måske dække en del, siger Jesper Kaas Schmidt.

Han understreger, at selv hvis der ikke er sikkerhed at stille, er et et væsentligt skridt at tage i forsøget på at afsøge alle muligheder for at få de relevante virksomheder til at tage del i milliardregningen.

- Det vigtigste er, at vi bruger alle midler for at få forureneren til at betale, siger han.

Miljøstyrelsen vil være ansvarlig for oprydningsarbejdet i den periode, hvor virksomheden eventuelt stiller sikkerhed.

DR Nyheder har været i kontakt med DSH Recycling, der endnu ikke er vendt tilbage med en kommentar til afgørelsen.

I et høringssvar til Randers Kommune fremgår det dog, at virksomheden ikke er enig i, at der er grundlag for at drage den til ansvar "under de givne omstændigheder."