Den tidligere bandeleder, 31-årige Nedim Yasar, er afgået ved døden, efter han i aftes blev skudt på åben gade på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Han er netop i dag udkommet med bogen "Rødder", der handler om hans fortid i bandemiljøet, hvor han var leder af banden Los Guerreros, der var støttegruppe til Bandidos. Og det var efter en bogreception i Nordvest, at han blev skudt. Ifølge DR Nyheders oplysninger var Nedim Yasar alene, da skudepisoden fandt sted.
Ifølge politiets foreløbige vurdering, at der blevet afgivet mindst to skud af en person, der forlod gerningsstedet til fods. Gerningsmanden var iklædt mørkt tøj og kom til gerningsstedet fra Glentevej og forsvandt efterfølgende i samme retning.
Politiet søger vidner, der kan bidrage med oplysninger i sagen.
Ifølge Københavns Politi rettede Nedim Yasar i august 2017 henvendelse til det lokale politi og oplyste, at han havde været forsøgt overfaldet. Dette førte til, at han fik en alarmtelefon, men den havde han ikke med i forbindelse med skudepisoden i aftes, skriver politiet i pressemeddelelsen. Siden sidste år har han ikke oplyst politiet om andre trusler. Derfor vil politiet meget gerne høre fra folk, der kan have oplysninger om nye trusler.
Aktiv i den offentlige debat
Nedim Yasar forlod bandemiljøet tilbage i 2012 og valgte at deltage i politiets exit-program. Siden har han været offentlig kendt som radiovært på programmet 'Politiradio' på radio 24/7, hvor han sammen med journalist og forfatter Marie Louise Toksvig har gjort lytterne klogere på kriminalstof. Det er hende, der i samarbejde med Nedim Yasar har skrevet den nye bog om hans tid i bandemiljøet.
Udover radioprogrammet har han deltaget aktivt i debatten om bandemiljøet, hvor han flere gange har delt ud af sine erfaringer. Ifølge DR's retsreporter Louise Dalsgaard er det sjældent, at tidligere bandemedlemmer stiller sig frem offentlig, som Nedim Yasar har gjort.
- Jeg kan kun huske få tilfælde. Bande-exit er typisk noget, man holder for sig selv og ikke taler om. De fleste personer i bande-exitprogrammer flytter til helt nye områder eller sågar andre lande. Nogle får en helt ny identitet. Folk går under radaren og holder sig fra at fortælle om deres tid i miljøet, siger hun.
Truet på livet
Både i den nye bog og i tidligere interviews har han beskrevet, at han frygter for sit liv.
Over for Ekstra Bladet har Nedim Yasar fortalt i et større interview i weekenden, at en mand sidste år forsøgte at få adgang til hans lejlighed og stikke ham ned med en kniv. Nedim Yasar formåede at få lukket døren, og personen løb væk.
- Jeg har altid haft mine forholdsregler, men fordi der ikke var sket noget så længe, var jeg begyndt at blive slap. Og pludselig kom de midt om natten og prøvede at slå mig ihjel. Den episode lærte mig, at jeg aldrig kan slappe af. Jeg skal hele tiden være vågen, sagde han til Ekstra Bladet.
I tv-programmet på DR 'Adgang med Abdel' har Nedim Yasar ligeledes fortalt om, hvilke forholdsregler han har været nødt til at tage, efter han har valgt at deltage i debatten om bandekriminalitet. Blandt andet at han som udgangspunkt holder sig fra at komme på Nørrebro i København.
Men i programmet slår han fast, hvorfor det er så vigtigt for ham at stå frem og fortælle om sin fortid.
- Problemet er, at hvis man går under jorden, hvem skal så gå ud og tale om denne her sag? Jeg har en viden om den verden, som jeg kan give videre. Jeg har selv en søn, og når jeg ser på udviklingen, hvor helt unge bliver rekrutteret, bliver jeg nødt til at sige noget for at kunne hjælpe til.