Radio24syv opgiver retssag og sætter punktum i omstridt dab-sag

Radio24syv, der sidste år sagsøgte Radio- og tv-nævnet, har opgivet at føre sagen på grund af pengemangel.

Selskabet bag Radio24syv valgte i november at sagsøge nævnet efter at have tabt udbuddet til radiostationen Loud. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Radio24syv opgiver nu at føre en retssag mod Radio- og tv-nævnet på grund af mangel på penge til at føre sagen.

Det oplyser Radio24syvs advokat, Anders Nørgaard Jensen, over for Politiken.

- Vi er tvunget til at stoppe retssagen. Er der ikke økonomisk rygdækning, og sagen vokser sig stor, så er det økonomisk uforsvarligt for alle, siger han.

Meldingen kommer på dagen, hvor Rigsrevisionen i et notat til statsrevisorerne har konkluderet, at Radio- og tv-nævnet overordnet har fulgt reglerne i forbindelse med et udbud af en ny dab-kanal.

Selskabet bag Radio24syv valgte i november at sagsøge nævnet efter at have tabt udbuddet til radiostationen Loud.

Ifølge stævningen mente folkene bag Radio24syv blandt andet, at Radio- og tv-nævnets medlemmer havde været inhabile i sagen.

Intet urent trav

Men Rigsrevisionen har altså efter en længere undersøgelse af sagen konkluderet, at der ikke har været urent trav i forløbet.

Rigsrevisionens notat blev fredag sendt til statsrevisorerne, der anser sagen for at være afsluttet.

Beslutningen om at droppe retssagen blev nødvendig, efter at Borgerretsfonden, der ønskede at støtte People Group Five - selskabet bag Radio24syv - har fået forbud mod at støtte retssagen.

Fonden havde ellers afsat tre millioner kroner til sagen.

People Group Five ønsker ifølge Anders Nørgaard Jensen at få Folketingets ombudsmand til at se på sagen, skriver Politiken.

Anders Nørgaard Jensen giver i øvrigt ikke meget for notatet fra Rigsrevisionen, der frikender Radio- og tv-nævnet.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Radio24syvs tidligere direktør, Jakob Kvist.

/ritzau/