Selv om han helst havde set en frifindelse, er Henrik Qvortrups advokat, Anders Németh, tilfreds med dommen på et års betinget fængsel og tre måneders ubetinget fængsel til den tidligere chefredaktør på Se og Hør.
- Vi er tilfredse med, at dommen lægger sig drastisk under, hvad anklagemyndigheden havde krævet, siger Anders Németh foran Retten i Glostrup, hvor dommen i Se og Hør-sagen blev afsagt for kort tid siden.
- Det, der omtales som tre måneders ubetinget, medfører rent teknisk ikke en frihedsberøvelse. Man får fornøjelsen af at afsone hjemme med fodlænke, siger han.
Det er Kriminalforsorgen, der senere skal tage stilling til, hvordan afsoningen af dommene skal foregå. Det er muligt at søge om afsoning med fodlænke, hvis man har en dom på op til seks måneders ubetinget fængsel.
Overvejer om dommen skal ankes
Bortset fra den såkaldte tys-tys-kilde, Peter Bo Henriksen, der allerede har anket sin dom, har resten af de dømte udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommene.
Det gælder også Henrik Qvortrup, som nu skal hjem og tænke over, om han vil anke.
Derfor vil Anders Németh heller ikke kommentere dommen yderligere.
- Jeg synes ikke, at det tjener noget formål, at jeg her gennemgår dommens præmisser. Det gør mig og Henrik Qvortrup her over de næste 14 dage i fred og ro, siger han.
Af de i alt seks tiltalte blev fem dømt i Se og Hør-sagen, hvor tidligere medarbejdere på det kulørte ugeblad har skaffet sig adgang til oplysninger om kendte og kongeliges kreditkortoplysninger gennem en ansat i IBM/Nets.
Se interviewet med Anders Németh:
Den næsthårdeste straf
Henrik Qvortrup fik den næsthårdeste straf, mens den tidligere IBM-operatør Peter Bo Henriksen, bedre kendt som tys-tys-kilden, fik et år og seks måneders ubetinget fængsel.
Retten lagde især vægt på, at det var Henrik Qvortrup, der i sin tid indgik aftalen med Peter Bo Henriksen, om at han mod betaling skulle levere oplysninger om kendte mennesker færden.
Kim Henningsen, der overtog chefredaktørstolen efter Henrik Qvortrup, blev idømt et års betinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste, mens de to journalister Ken Rasmussen og Kasper Kopping hver fik fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.
Per Ingdal, der var konstitueret chefredaktør på Se og Hør efter Henrik Qvortrup, blev frifundet.