I løbet af fem år er antallet af anmeldelser af psykiske arbejdssygdomme steget med 72 procent, viser tal fra Arbejdsskadestyrelsen.
Det er hovedorganisationerne LO og FTF, der har set på tallene, som viser, at især ansatte på offentlige velfærdsområder anmelder de psykiske lidelser.
Fra 2010 til 2014 steg antallet af anmeldte psykiske erhvervssygdomme med 75 procent, mens den gennemsnitlige stigning i antallet af arbejdsskader på tværs af fagområder steg med 25 procent i samme periode.
Helt forkert udvikling
- Tallene taler deres klare sprog om en helt forkert udvikling. Det er på høje tid at sætte ind med forebyggelse mod psykiske belastninger ude på arbejdspladserne, lyder det fra Lizette Risgaard, næstformand i LO.
De psykiske arbejdssygdomme bliver typisk anmeldt af faggrupper, der har at gøre med undervisning, sundhed og offentlig administration.
For eksempel er 48 procent, altså næsten hver anden, anmeldte sygdom på undervisningsområdet en psykisk arbejdsskade.
Psykiske nedture skal på dagsordenen
På felter som offentlig administration, forsvar og socialforsikring er tallet 38 procent, mens det i sundhedsvæsnet er 35 procent.
LO og FTF vil på baggrund af tallene gerne have politikerne til at sætte de psykiske nedture på dagsordenen.
Blandt andet foreslår forbundene at styrke Arbejdstilsynet for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, fordi tilsynet har opfanget mange problemer, efter at et særligt tilsyn blev oprettet, oplyser LO og FTF.
Bevillingerne til det særlige tilsyn løber dog kun frem til slutningen af 2016.
/ritzau/