Psykiatriske akut-ambulancer skal ud i hele landet

Regeringen vil have psykiatriske akut-ambulancer i alle regioner. Det støtter flere partier, men de afviser at lade satspuljen betale.

Sundhedsminister Astrid Krag har besøgt vagtcentralen på det psykiatriske akut-beredskab i København. (© DR)

En akut psykiatri-ambulance findes i København, og nu vil regeringen have forsøget bredt ud til hele landet betalt af satspuljemidlerne.

Sundhedsminister Astrid Krag mener, at det både er godt for den enkelte patient, fordi flere kan blive behandlet i hjemmet, og for de samlede sundhedsudgifter, fordi flere indlæggelser vil kunne undgås.

Hun forventer, at forsøgene vil falde så godt ud, at der bliver tale om en permanent del af akutberedskabet, som regionerne selv betaler.

Psykotisk eller selvmordstruet

I København bliver patienter eller pårørende, der ringer til lægevagten eller 112, henvist til det psykiatriske akut-beredskab.

- Langt de fleste er meget syge, enten psykotiske, selvmordstruede eller påvirket af stoffer eller alkohol. Så vurderer den vagthavende psykiater, om problemet kan løses pr. telefon, eller om akutambulancen skal rykke ud, siger Lars Martin Nielsen, leder af akutberedskabet, til DR Nyheder.

Ifølge Astrid Krag skal forsøgene på landsplan også omfatte behandling i hjemmet og ikke kun akuthjælp.

Nej til satspuljepenge

Hverken Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti vil stemme for, at akut-ambulancen skal betales af satspuljemidlerne, fordi der er så få penge til rådighed i år.

Partierne støtter ideen, men de mener, at pengene skal afsættes på finansloven, fordi der ikke vil være penge til andet på sundhedsområdet, hvis satspuljen skal betale forsøget i regionerne.