Både organisationen Danske Patienter og Lægeforeningen tager godt imod ideen om et elektronisk alarmsystem, der kan advare om lægers overmedicinering af patienter.
Et sådan system kunne formentlig have bremset overmedicineringen af flere af de patienter, der gik hos en hjerneskadet vestjysk psykiater.
Alarmsystemet skal kunne opfange og stoppe udleveringen af medicin, allerede inden recepten når frem til apoteket.
- Det er et rigtig godt forslag, at man ser på, hvordan man kan udnytte sådan nogle systemer til at sikre et meget bedre tilsyn, siger direktør i Danske Patienter Morten Freil.
Alarm i receptserver
Systemet findes ikke i en færdig form endnu. Men Lasse Larsen, tidligere kontorchef i Lægemiddelstyrelsen, mener, at man relativt nemt vil kunne lægge en alarmfunktion ind i den såkaldte receptserver, som sender lægens recept til apoteket ad elektronisk vej.
Alarmen vil så reagere, hvis en læge eller psykiater udskriver for meget medicin, som det var tilfældet med den hjerneskadede psykiater.
Michael Dupont, der er praktiserende læge og formand for Lægemiddel og Mediko-udvalget i Lægeforeningen, synes godt om forslaget. Men det kan ikke stå alene, understreger han:
- Man skal også styrke tilsynsmyndigheden, altså Sundhedsstyrelsen, som er blevet beskåret på det her område i årevis. Og så skal der være et kvalitetssikringssystem, som allerede er ved at blive rullet ud hos speciallægerne, siger han.
Politisk opbakning
Flere politiske partier synes også, at et alarmsystem lyder som en god ide.
- Jeg er positiv over for, at man kigger på alle de tiltag, der kan styrke patientsikkerheden, og et alarmsystem kunne være et af de værktøjer, man kunne trække op ad kassen og kigge på, siger sundhedsordfører Jane Heitman fra Venstre.
Også SF's psykiatriordfører, Özlem Cekic, og Enhedslistens sundheds- og psykiatriordfører, Stine Brix, er positive:
- Det er helt oplagt at lægge en elektronisk alarm ind, så man får en advarsel, når der udskrives rigtig meget medicin af en læge, siger Stine Brix.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at den er i gang med at se nærmere på mulighederne for at bruge de data, der findes, til at forbedre tilsynet med læger.
- Vi er i gang med en handlingsplan og heri indgår, hvordan vi kan udnytte de eksisterende datakilder bedst muligt i forhold til et proaktivt tilsyn, lyder det i en skriftlig kommentar fra administrerende direktør Else Smith.
Samråd i sagen
Tirsdag eftermiddag er sundhedsminister Nick Hækkerup (S) kaldt i samråd i sagen om den hjerneskadede psykiater og Sundhedsstyrelsens rolle.
Her skal Nick Hækkerup blandt andet redegøre for, hvordan han vil sikre, at lignende sager ikke vil ske.
Du kan læse mere om sagen på vores temaside her, og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk