Prøvesagerne er slut: Deling af sexvideoer giver 20 dages betinget fængsel

En 16-årig dømmes for både børneporno og blufærdighedskrænkelse.

Sexvideoerne blev delt på beskedtjenesten Messenger. (Foto: © Phil noble, Scanpix)

En 16-årig mand fra Aarhus er fredag blevet idømt 20 dages betinget fængsel ved Retten i Aarhus for deling af sexvideoer.

Retten har dømt ham for børneporno og blufærdighedskrænkelse, ved at han via Facebook og beskedtjenesten Messenger delte to sexvideoer med en gruppe på fire personer.

Det er den sidste af i alt ni prøvesager i det store sagskompleks kaldet Umbrella om deling af sexvideoer.

Anklager Rosa Pape fra Østjyllands Politi havde krævet en betinget dom på 50 dages fængsel, men er alligevel tilfreds med dommen.

- Jeg er tilfreds med, at der er dømt for børneporno og for krænkelse af modtagernes blufærdighed, siger hun.

Anklagemyndigheden har udvalgt ni prøvesager for at fastlægge en praksis for, hvordan man vil gribe de øvrige sager an.

Flere end 1000 unge er sigtet i sagskomplekset, der tager udgangspunkt i to sexvideoer med en 15-årig dreng og en 15-årig pige.

Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til landsretten.

Alle dommene fra byretterne er hidtil blevet anket til landsretten, der indtil nu har behandlet syv af dem.

Her er udfaldet i flere af sagerne blevet ændret, idet en person er blevet frifundet, mens tre andre har fået en betinget dom ændret til en bøde.

/ritzau/