Prins Henrik overført til Århus Universitetshospital

Prins Henrik er i dag blevet overført til Århus Universitetshospital i Skejby i forbindelse med behandlingen af en infektion i benet.

Når kongefamilien søndag samles i Gråsten, så bliver det uden prins Henrik. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Prins Henrik blev torsdag indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus til behandling for en infektion i benet.

Nu er prins Henrik blevet overført til Århus Universitetshospital i Skejby, oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

- Prinsen bliver således på hospitalet indtil videre. Det betyder, at Prins Henrik ikke kommer til Gråsten Slot som ellers planlagt, skriver kongehuset.

Her henvises til, at kongefamilien lørdag efter planen skulle flytte residensen til Gråsten Slot i Sønderjylland.

Her skulle prins Henrik overvære byens ringrideroptog, og traditionen tro skulle der tages det årlige portræt af kongefamilien.

Kongehuset har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer, oplyser kommunikations- og pressechef Lene Balleby til DR Nyheder.