Prins Henrik har tumor i venstre lunge

Tumoren har vist sig at være godartet, oplyser kongehuset.

I en pressemeddelelse skriver kongehuset nu, at prinsen har været undersøgt for en tumor i venstre lunge. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Prins Henrik har siden søndag 28. januar været indlagt på Rigshospitalet, hvor han har fået foretaget flere undersøgelser.

Det har dog indtil nu ikke været fremme præcis, hvad han er blevet undersøgt for.

I en pressemeddelelse skriver kongehuset nu, at prinsen har været undersøgt for en tumor i venstre lunge på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling.

Tumoren har vist sig at være godartet.

- Prins Henrik vil i dag blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion. Efter endt behandling vil Hans Kongelige Højhed tage ophold på Fredensborg Slot. I denne forbindelse vil Hendes Majestæt Dronningen i dag tage residens på Fredensborg Slot, skriver kongehuset.

Indlagt efter Egypten-tur

Prins Henrik blev angiveligt syg under en tur til Egypten, og blev efter hjemkomsten indlagt på hospitalet.

I går kunne hans ældste søn, kronprins Frederik, fortælle til flere medier, at det gik 'fremad med hans far'.

- Han er i gode hænder. Nu venter vi bare stille og roligt, lød det fra kronprinsen, da han blev spurgt på vej fra nytårskur i Fonden for Entreprenørskab på Børsen i København.

- Det er bare om at prøve at få ham godt på fode igen, sagde kronprins Frederik.

I en pressemeddelelse fra kongehuset lød det søndag, at prins Henrik havde været i Sharm El Sheik, hvor han i mange år har kendt hotelejer Anan el Galaly, siden 4. januar.

Den seneste indlæggelse kommer efter en række sygdomsforløb gennem det seneste år. I efteråret sidste år meldte kongehuset ud, at prins Henrik lider af demens.