Primitiv bilbombe under bandebil fik politiet til at rykke ud i fredags

Politiet er tavse om fundet af eksplosiver, der ifølge DR Nyheders oplysninger var placeret på en bil.

Politiet og Forsvarets ammunitionsryddere var fredag aften talstærkt til stede på en adresse i Københavns Nordvestkvarter.

Efter flere timers arbejde i området meldte politiet ud, at der var fundet "eksplosivstoffer" på stedet.

Ifølge DR Nyheders oplysninger havde nogen placeret en håndgranat med en anordning, der ville få granaten til at eksplodere, når bilen begyndte at køre.

Bilen bruges blandt andet af en ledende skikkelse i én af de to bandegrupperinger, som er i konflikt i København.

Manden sad dog på tidspunktet for fundet i politiets varetægt. Fredag morgen blev han nemlig anholdt og varetægtsfængslet indtil den 20. december for våbenbesiddelse.

https://twitter.com/KobenhavnPoliti/status/934337895862820864?ref_src=twsrc%5Etfw

Politiet har været meget fåmælte i sagen, som de dog på Twitter har beskrevet som et "almindeligt kriminelt forhold i det kriminelle miljø".

Lørdag morgen fortalte de også, at ingen personer kom til skade i forbindelse med aktionen fredag aften.

Men hvordan politiet fandt frem til den eksplosive anordning på bilen, og om man efterforsker det i relation til den nuværende bandekonflikt, vil man ikke sige noget om.

- Vi har ingen kommentarer til sagen for nuværende af hensyn til efterforskningen, er meldingen fra Københavns Politi.

Bilbomber kendt i det kriminelle miljø

Der har tidligere været brugt såkaldte bilbomber i konflikter i de kriminelle miljøer.

Senest i 2010 eksploderede en bil, der tilhørte en tidligere Hells Angels-rocker, da han startede den og satte den i bakgear. Selvom bilen blev voldsomt beskadiget, slap manden dog uden skader.

I 2003 blev en 32-årig mand med relationer til Bandidos blev dræbt af en bilbombe med halvandet kilo sprængstof, som gik af, da han startede sin Toyata Corolla ude foran Glostrup Hospital.

Også i 2000 detonerede en bilbombe i et parkeringshuset ved Hotel Atlantic i Aarhus. Føreren af bilen blev hårdt kvæstet, og her var bomben en del af et narkoopgør.

I 2011 sprang en bilbombe i Randers for øjnene af en mand og hans tre-årige datter. Her havde fætteren til manden - en dengang 41-årig mand - anbragt en dobbelt rørbombe under fætterens Toyota Carina, hvilket udsatte de to for overhængende livsfare. Her var der tale om et såkaldt familieopgør.