Der er flere beskrivelser i litteraturanmelder Katherine Diez' nye bog, som hendes ekskæreste, tv-kok og manuskriptforfatter Adam Price, ikke kan genkende.
Det gør Price klart, efter Diez i dag er udkommet med bogen 'I egen barm', der blandt andet handler om den shitstorm, hun blev ramt af, da det kom frem, at hun i sit arbejde som litteraturanmelder på Berlingske i flere tilfælde havde plagieret tekststykker fra andre skribenter.
Bogen omhandler også flere detaljer om forholdet til Adam Price.
Blandt andet derfor kritiserer Price forlaget bag bogen, People's, for ikke tilstrækkeligt at have forelagt ham indholdet af bogen.
Han fortæller til Kulturen på P1, at han fik en "principiel forelæggelse" 12 dage før udgivelsen af bogen.
- Advokat (for Katherine Diez og forlaget, red) Heidi Helveg sendte den 19/9 et referat på 10 linier ud af den samlede bogs længde på 196 sider (Bogen er i sin endelige form på 182 sider, red).
- Dette referat mener Helveg tilsyneladende er grundlag nok for en seriøs vurdering af bogens potentielle krænkelser af privatlivets fred og mulige overtrædelser af injurielovgivningen. Dette var hverken min advokat eller jeg enige i, skriver Adam Price i et skriftligt svar
Overvåget af advokat
Tv-kokken beskriver også, hvordan han den 26. september fik lov til at læse uddrag af bogen, som han indgår i, hos Peoples Press, mens han var overvåget af Diez' advokat Heidi Helveg.
- Læsningen foregik overvåget af Helveg, og vi måtte ikke medbringe siderne efter endt læsning, lyder det fra Adam Price i svaret til Kulturen.
Han har tidligere både på sin Instagram-profil og i et skriftligt svar til DR givet udtryk for, at han ikke kan genkende sig selv i flere af bogens passager.
- Meget af det beskrevne genkender jeg ikke, og jeg har ikke givet samtykke til, at hun må viderebringe sine subjektive beskrivelser eller fortolkninger af vores intime liv sammen.
Price skriver ydermere, at han endnu ikke har besluttet sig for, om "krænkelsen skal have retlige konsekvenser".
Forlag: 'Jeg synes, at det er nødvendigt'
Line Miller, der er administrerende direktør hos People's, fastholder, at detaljerne om Adam Price og Katherine Diez var nødvendige.
- Jeg synes, at det er nødvendigt, for at Katherine kan fortælle, hvorfor hun stod der, hvor hun stod, siger hun til Kulturen.
Hun bekræfter, at de datoer, som Adam Price har oplyst er korrekte, men afviser, at der ikke har været en fyldestgørende gennemgang af de passager i bogen, som Price er med i.
- Adam Price har fået en meget grundig gennemgang af de perspektiver, der vedrører ham.
Otte måneders radiotavshed
Siden skandalen ramte Diez for cirka otte måneder siden, har der udover et enkelt opslag på sociale medier været stille fra hendes side. Adskillige medier har beskrevet shitstormen, men det har været uden en kommentar fra den 35-årige anmelder.
Indtil i dag, hvor hun både udgiver sin nye bog og optræder som gæst i DR's nyhedspodcast Genstart.
I podcasten fortæller hun om tiden efter shitstormen og bruddet med den mand, som hun troede, hun skulle være sammen med resten af livet.
Men drømmemanden går fra hende, og en hård og isoleret tid følger efter. Hun bliver angst for andre mennesker og bruger tiden på at skrive på den bog, der i dag er udkommet, fortæller Diez.
Med tiden dæmpes angsten, og hun bliver igen tryg ved at gå rundt i København.
- For første gang i lang tid gemmer jeg mig ikke under min kasket. Kigger ikke ned i jorden, men holder hovedet højt og synger med på min yndlingssang, der spiller i ørene, indledes bogen.
Hør hele udgaven af "Kulturen" her.