DR Nyheder fik torsdag aktindsigt i dokumenter, der beskriver regeringens plan, hvis ikke de praktiserende læger vil indordne sig efter regeringens lovforslag.
Dokumentet viser, at regeringen i yderste konsekvens er klar til at tage forhandlingsretten fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
Holger Bro er praktiserende læge på Næstved Lægecenter. Han fortæller om sin reaktion, da han hørte om notatet.
- Jeg blev ærlig talt chokeret, da jeg erfarede, at vi var kommet så langt. Jeg synes jo, vi allerede har måttet finde os i mange overgreb og manglende forhandlingsvilje. Og det her, synes jeg, er et bevis på en masterplan, der har eksisteret hele tiden.
- Det er et angreb på demokratiet. Man har negligeret alt, hvad der hedder forhandlingsret. Oven i købet den organisation, vi selv har valgt til at være vores forhandlingspartner i overenskomstforhandlingerne, siger han.
Maner til besindelse
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) maner dog til besindighed og påpeger, at muligheden for at fratage PLO forhandlingsretten kun vil blive taget i brug i yderste konsekvens.
- Det her er i et tilfælde, hvor man efter en langstrakt forhandling står i en situation, hvor lægerne i PLO fortsat ikke vil arbejde i det offentlige, og man står med et sundhedsvæsen, der ikke kan hænge sammen, og det ikke er forsvarligt for patienterne mere.
- Det er klart, at så bliver vi nødt til at handle, men jeg tror ikke, vi kommer i den situation, siger hun.
Ingen overraskelse
Helle Roested, der også er praktiserende læge på Næstved Lægecenter, fortæller, at notatet ikke kommer som nogen overraskelse for hende:
- Vi har jo slet ikke haft nogen forhandlingsret. Vi har ikke været forhandlingspartner i det her, siger hun.
Hun kan godt se, at lægernes trusler har været med til at presse regeringen til at have en plan klar, men hun ikke, lægerne har haft et valg.
- Vi er selvfølgelig med til at grave skyttegravene dybere ved at true med at aflevere vores ydernumre. Men vi kan ikke levere den vare på de betingelser, som lovforslaget sætter for os, siger hun.
Angreb på demokratiet
Lene Kaptain, praktiserende læge på Næstved Lægecenter, støtter op om hendes kolleger, men mener, det ikke kun handler om lægerne.
- Jeg er rystet, fordi det ikke kun handler om vores situation. Det handler om en måde at have demokrati på, som jeg ikke synes er sympatisk. Vi regner med, at vi er i et samfund, hvor vi forhandler om ting og vi har aftaler om, hvordan vi forhandler, siger hun.
Men er det ikke i orden, at regeringen har en back-up plan i yderste konsekvens?
- Jo, men jeg kan ikke se, at det her er en del af back-up planen. For der kommer ikke læger og gratis lægehjælp af, at man fratager PLO forhandlingsretten. Hvem er de læger? Hvor skal de komme fra? Det kan jeg ikke se. Det løser ikke det problem, siger hun.