Præster klar til at skjule asylsøgere

Hver fjerde præst er parat til at hjælpe afviste irakiske asylsøgere med at finde et skjulested. Det viser rundspørge. Halvdelen bakker op om Brorson-præsten Per Ramsdal.

Halvdelen af præsterne i en rundspørge bakker generelt op om Per Ramsdal. (Foto: © DR, DR)

Mere end hver fjerde præst er klar til at hjælpe afviste irakiske asylsøgere med at finde et skjulested, hvis de banker på deres dør.

Det viser en rundspørge blandt landets præster, som Berlingske Research har foretaget, efter at præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, er blevet beskyldt for at hjælpe afviste asylsøgere med husly.

Generel opbakning

71 af de 257 præster, som har svaret, siger ja til, at de vil hjælpe, selv om det kan give en bøde eller fængsel i op til to år.

- Når der kommer et menneske til mig i nød, så kan jeg ikke andet end at hjælpe. Er et menneske i nød, så er et menneske vigtigere end alt andet, siger Rie Schwartzbach, sognepræst i Nordrup og Farendløse ved Ringsted.

Halvdelen af præsterne bakker generelt op om Per Ramsdal, viser rundspørgen.

Uheldig udvikling

I Venstre mener politisk ordfører Peter Christensen, at en gruppe præster er med til at gøre folkekirken til politisk kampplads.

- Det er en uheldig udvikling for folkekirken, for det underminerer dens eksistensberettigelse, siger han

De Konservatives kirkeordfører, Charlotte Dyremose, fastslår, at det må være op til biskopperne at reagere, hvis det er påkrævet.