Præst står ved sin tro på reinkarnation trods kritik

Sognepræsten Annette Berg fra Vig, der tror på reinkarnation, er ikke bange for repressalier fra biskop.

Annette Berg er sognepræst i Vig-Nr. Asmindrup pastorat. (Foto: © Anette Berg, Anette Berg)

Efter døden vil din sjæl leve videre i en ny krop.

Reinkarnation er egentlig et hinduistisk koncept, men det er også noget, den danske sognepræst Annette Berg tror på.

- Jeg vil ikke afvise, at vi kan leve videre i en ny krop efter døden, siger Annette Berg til DR Nyheder.

Men det udsagn falder ikke i god jord hos biskop i Roskilde, Peter Fischer-Møller. Han har ifølge Kristeligt Dagblad indkaldt Annette Berg til samtale, da reinkarnation er i strid med det kristne bekendelsesgrundlag. Det tager Annette Berg dog med ophøjet ro.

- Jeg er ikke nervøs for, om det får konsekvenser. Jeg forkynder kun kristne budskaber i kirken, og så kan jeg ellers ikke se problemet i at være åben for andre måder at anskue livet og døden på, siger hun.

Sognepræsten, som også har uddannet sig inden for healing og auralæsning, vil gerne skabe dialog om, hvor vide rammerne for bibellæsning kan være.

- Jeg tror, at verden er større, end hvad vores små hjerner kan læse og studere os til. Det er den dør, jeg gerne vil være med til at åbne, siger Annette Berg.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1061111363939387