En 47-årig præst fra Tømmerup ved Kalundborg er tiltalt for seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser mod 12 unge, oplyser TV2.
I alt er præsten tiltalt for 30 forhold.
Ifølge anklageskriftet, som tv-stationen er i besiddelse af, har han begået seksuelle overgreb på syv børn, der alle var mindreårige på gerningstidspunktet.
Han er også tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod fem drenge. Dem kontaktede han via Skype og udgav sig for at være en pige.
Overgrebene er begået over en 10-årig periode fra 2006 til maj sidste år. De er alle foregået på den 47-åriges bopæl.
Præsten har siddet varetægtsfængslet siden 23. juni 2016.
Retssagen begynder til oktober, og den sidste retsdag i sagen skal foregå i Retten i Holbæk 16. november.
Dermed vil præsten have siddet varetægtsfængslet i næsten 17 måneder, inden han får sin dom.
Anklager Anja Lund Liin forklarede den lange varetægtsfængsling med, at der har været tale om en omfattende efterforskning.
/ritzau/