Præst erkender seksuelle overgreb på mindreårig pige

Den 46-årige præst har været varetægtsfængslet siden juni.

En 46-årig præst fra Kalundborg-egnen erkender samleje og andre seksuelle overgreb på en mindreårig pige. Overgrebene fandt sted fra pigen var tolv til tretten 13 år. Det kom frem på et retsmøde i Holbæk tirsdag formiddag.

Han nægter seksuel omgang med en mindreårig dreng.

Anklagemyndigheden har i retten udvidet sigtelsen fra et forhold til i alt fire forhold, hvoraf to af forholdene omhandler samleje og to andre seksuelle krænkelser.

Den 46-årige præst blev anholdt og varetægtsfængslet i juni. For tre uger siden valgte politiet at ophæve navneforbuddet og efterlyse forældre og unge, der måtte ligge inde med oplysninger om præsten.

Den 46-årige præst har ifølge flere, DR Nyheder har talt med, været vellidt i lokalsamfundet og været arrangør bag flere sommerlejre for børn og en ungdomsklub for at lokke yngre medlemmer til kirken.

Præstens forsvarer har tidligere oplyst, at præsten har søgt og fået aftrædelse fra sin stilling.

I 2012 var præsten i politiets søgelys i forbindelse med en overgrebssag i Moldova. Her fik provsten blandt andet at vide, at præsten var under mistanke. Sagen blev efterforsket, men den endte ikke i en straffesag.

Opdateret kl. 10:26: I den tidligere version fremgår, at præsten tidligere har erkendt at have krænket en 12-årig dreng seksuelt. Dette er ifølge hans forsvarer ikke korrekt.