Poul Geil deltog i dronningens sidste audiens: 'Det er stort at få lov til at hilse på hende'

Der afholdes typisk audiens et par gange om måneden. I dag var det dronning Margrethes allersidste offentlige af slagsen.

Her ankommer dronning Margrethe til den sidste audiens som regent.

I dag var ikke nogen helt almindelig mandag for Sønderborgs provst, Poul Geil.

Han deltog nemlig i dronningens audiens på Christiansborg Slot, og selvom audiens ikke er noget særsyn, så var dagens arrangement alligevel noget udover det sædvanlige.

Det var nemlig dronning Margrethes allersidste offentlige audiens, inden hun på søndag lader tronen gå videre til Danmarks kommende konge, kronprins Frederik.

- Jeg er meget spændt på at møde dronningen. Det er stort at få lov til at hilse på hende, hun har jo været regent næsten hele mit liv, sagde Poul Geil, da DR mødte ham inden det store øjeblik.

Af kongehusets hjemmeside fremgår det, at der ved en audiens er "mulighed for at møde op og få lejlighed til personligt at takke dronningen", og det var da også grunden til provstens besøg.

Han skulle både takke for udnævnelsen som provst, men han havde også andre ting på hjerte.

- Jeg vil også takke hende for de 52 år, som hun har været regent i. For alle de gode ord, hun har sagt til nationen gennem årene, lød det.

Se klippet her, hvor dronning Margrethe ankommer til sin sidste offentlige audiens:

'Det er jo stort'

Det var ikke kun deltagere til audiensen, der mødte op ved Christiansborg Slot i dag. Det gjorde flere almindelige borgere også.

Blandt andet Mary Jensen, hvis veninde skulle deltage i det royale arrangement.

- Det er jo stort. Det er sidste gang, at hun (dronningen, red.) skal have nogen ind, siger Mary Jensen.

Hun nåede kort at se dronning Margrethe, da hun i en fin sort bil trillede ind på pladsen. Hun så glad ud, mente Mary Jensen, der i samme åndedrag understregede, at hun er "en dejlig kvinde".

Den holdning deler hun nok med Poul Geil. Han var nemlig særdeles glad for, at han skulle til audiens hos dronningen nu, så det ikke blev på et senere tidspunkt med landets kommende konge.

- Det betyder meget for mig, at det er dronningen. Det var hende, der udnævnte mig, lød det fra provsten.

DR fangede provsten, efter at han havde været på royalt besøg. Hør, hvordan det gik her:

'Er du i familie med..?'

Det var en smilende og umiddelbart lettet provst, der mødte DR's journalist efter audiensen.

- Jeg var lidt benovet, det vil jeg ærligt indrømme, sagde Poul Geil.

Han fik mødt dronningen ansigt til ansigt, og her fik han rig mulighed for at takke hende. Det gik efter planen, og noget tyder på, at dronningen havde læst op på, hvem der kom på besøg.

Provsten blev nemlig spurgt ind til, om han var i familie med biskop Geil, som dronningen har mødt ved tidligere lejligheder.

- Jeg kunne så fortælle, at det var min far. Så det fik vi en lille snak om.

Mellem 70 og 100 personer deltog i dag i dronningens audiens, skriver Ritzau. Den næste ligger 22. januar 2024, men her bliver det ikke med dronningen som vært.