Populær halloweenparade reddet af frivillige: 'Det er den dag på året, der er allerflest mennesker i gågaden'

Halloweenparade på Limfjordsø plejer at tiltrække flere tusinde mennesker.

Det lokale teater Limfjordsteatret plejer at være primus motor på paraden – som her i 2023. Sådan er det ikke længere, men teatret går stadig med i front af paraden. (Foto: © Mors Handel)

Et af de største trækplastre for handelslivet i gågaden i Nykøbing Mors har været under økonomisk pres i år.

Den årlige halloweenparade, som trækker flere tusinde mennesker ind til byen hvert år, har vist sig at være mere besværlig at arrangere end normalt.

Det er nemlig ikke længere det lokale Limfjordsteatret, der er den store tovholder på paraden, for det har ikke været muligt for den lokale handelstandsforening at give teatret det beløb, som det kræver at stable arrangementet på benene.

Men aftenens halloweenparade betyder meget for byen - og for øen.

- Det er blevet så stort og populært, og der kommer sindssygt mange gæster og turister fra andre byer for at se den her parade. Det er den dag på året, der er allerflest mennesker i gågaden, siger Lisbeth Thrysøe, som er handelschef i Mors Handel.

Derfor er handelstandsforeningen gået på jagt efter frivillige hænder for at få gang i uhyggen.

  • Halloween paraden tiltrækker op mod 3.000 gæster. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
  • Arrangementet med de mange besøgende er vigtigt for den lille gågade i Nykøbing Mors. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
  • Nykøbing Mors har 10.000 indbyggere. Derfor fylder de 3.000 gæster fra nær og fjern til paraden godt i bybilledet. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
  • Publikummer er også velkomne til at slutte sig til og gå med i paraden. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
  • Limfjordsteatret står bag mange af kostumerne. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
  • Paraden strækker sig fra Støberitorvet og slutter på Kirketorvet. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
  • Paraden strækker sig over en rute på knap 500 meter. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
1 / 7

Der er hjælp at hente

En højskole og to friskoler fra området sagt ja til at gå med på legen.

Højskolen Mors står klar med 30 elever.

- Vi er glade for at kunne deltage og gør det med glæde. Det er en del af vores forpligtelse som højskole på Mors at støtte op om den slags ting, hvis vi kan, siger forstander Nikolai Seidelin.

Højskolen har også fået lidt hjælp af Limfjordsteatret.

Eleverne har nemlig fået lov til at rippe teatrets udklædningskælder.

- Der bliver både monstre og uhyggelige skabninger, man ikke har set før, og trolde og hekse og alt muligt godt, siger Nikolai Seidelin.

  • Festlighederne begynder, allerede før mørket falder på. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
  • Både børn og voksne kan få sat halloween-håret eller malet ansigtet. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
  • Sminkningen sker på biblioteket og andre steder i gågaden. (Foto: © Mors Handel - 2023 (arkiv))
1 / 3

De mange frivillige kræfter gør, at handelschefen har ekstra store forventninger til årets parade.

- Det bliver en anden parade, som jeg glæder mig meget til at se. Og jeg tror også, at den bliver noget større i år, og jeg ser frem til at se, hvad de har fundet på af udsmykning, siger Lisbeth Thrysøe.

Paraden begynder klokken 19 i aften.