Et markant politisk flertal i Randers Byråd har mandag eftermiddag vedtaget en "uafhængig tilbundsgående undersøgelse," som skal klarlægge om direktionen, forvaltningen og byrødderne selv har handlet kritisabelt i sagen om Nordic Waste og det omfattende jordskred, der nu er ved at stabilisere sig.
Forslaget blev i første omgang stillet udenom den socialdemokratiske borgmester Torben Hansen, men også han og de øvrige medlemmer af Socialdemokratiet stemte for.
Det var kun løsgænger og tidligere medlem af Venstre Jens Peter Hansen, det stemte imod. Han vil kun lave én undersøgelse af sagen, og Miljøministeriet er allerede i gang med en, forklarede han i byrådssalen.
Den netop vedtaget undersøgelse skal granske, om Randers Kommunes tilsyn med jordrensningsvirksomheden er foregået på tilstrækkelig vis, og om borgmesteren, direktionen og forvaltningen har håndteret sagen korrekt.
Desuden skal den undersøge, hvor meget information der undervejs i forløbet er blevet givet til borgerne i Ølst nær jordskredet.
På seneste byrådsmøde i januar afviste et flertal at drøfte en uvildig undersøgelse, der blandt andet skulle afdække "i hvilket omfang Nordic Waste har overtrådt miljøgodkendelsen."
Det fik dog for alvor bølgerne til at gå højt i byrådssalen.
Vil have vendt hver en sten
Blandt flertallet er der stor begejstring for den kommende undersøgelse.
Blandt andet fra Rosa Lykke Yde fra SF, som havde været med til at stille forslaget.
- Det handler om armslængde. Uvildighed er nøgleordet. Det har været vigtig for os i SF at sikre uvildighed, og at undersøglsen er så tilbundsgående, som overhovedet muligt., så vi får vendt hver en sten i den her sag, siger hun.
Som byråd har man et stort ansvar for den måde, man driver kommunen på, mener hun.
- Når der opstår så kæmpestor en sag med så alvorlige følger, er vi nødt til at se os selv efter i sømmne. Både byrådet, administrationen og den måde vi forvalter vores tilsynsmyndighed på, siger hun.
Også 1. viceborgmester Claus Berggren (V) har krævet, at sagen bliver undersøgt.
- Jeg glæder mig til at få lys på, om der er noget, vi har gjort forkert, så vi kan lære af det fremadrettet og undgår de her katestrofer, som vi står i med Nordic Waste, siger han.
Flere undersøgelser
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Torben Hansen (S).
Han har dog tidligere udtalt til DR, at forslaget er i tråd med drøftelser, der i forvejen er foregået i den politiske følgegruppe, som er nedsat i forbindelse med Nordic Waste.
- Så det synes jeg går fint i tråd med det, lød det fra borgmesteren, som også har påpeget, at Socialdemokratiet ifølge ham ikke er blevet spurgt, om de ville tage del i det politiske forslag.
Den vedtagne undersøgelse kommer desuden i kølvandet på en række andre.
Tidligere i januar præsenterede Randers Kommune en advokatundersøgelse, som den selv har bestilt hos Codex Advokater. Her lød konklusionen, at Randers Kommune ikke kan stilles til ansvar for jordskredet, og pilen peger i stedet på Nordic Waste, lød det.
Den udlægning er virksomheden dog lodret uenig i.
Randers Kommune valgte i samme ombæring at politianmelde virksomheden for miljøovertrædelser.
Også statens advokat, Kammeradvokaten, er blevet bedt om at undersøge, hvordan Nordic Waste kan holdes økonomisk ansvarlig for den potentielle miljøskandale i området.