- Jeg er bange for, at Grimhøj-moskéen er en terrorrede.
Så klart lyder det fra Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, efter det er kommet frem, at Grimhøj-moskéens formand har planer om at renovere og udbygge den omstridte moské på Grimhøjvej 7 i udkanten af Aarhus.
- Vi opfordrer justitsministeren til at igangsætte en rigsadvokatundersøgelse for at finde ud af, om vi kan forbyde moskéen, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Grimhøj-moskéen har ry for at være et arnested for radikaliserede unge muslimer. Østjyllands Politi lavede i 2013 en opgørelse, der viste, at 22 ud af 27 unge østjyder, som er rejst til Syrien, har haft deres gang i Grimhøj-moskéen.
Men moskéens ledelse afviser i DR-dokumentaren 'Den fordømte moské', at der sker en rekruttering af hellige kriger i deres lokaler.
Konservative: Stærkt problematisk
Grimhøj-moskéens formand, Oussama El Saadi, fortæller til DR, at bestyrelsen har store planer for den gamle fabriksbygning, der nu fungerer som Danmarks måske mest yderligtgående moské.
- Den skal have en kuppel og en minaret på 10-15 meter, og så skal pladsen udnyttes bedre indenfor, siger han.
10-15 millioner skal der renoveres for, hvis byggetilladelsen kommer i hus. Det er der dog mange politikere, der står i kø for at få stoppet.
- Hvis man vil bruge pengene og udvidelsen til at udvide den aktivitet, man har i forvejen, så er det jo stærkt problematisk, for det, der foregår i moskéen på Grimhøjvej - som vi også har set i dokumentaren, og som vi allerede havde en fornemmelse af - det er stærkt problematisk, siger De Konservatives Tom Behnke.
Socialdemokraternes Trine Bramsen bakker op:
- Det, synes jeg bestemt ikke, er positivt. Jeg så meget gerne, at den blev mindre og bestemt ikke større, siger hun.
Lettere at overvåge én moské end mange lejligheder
Oussama El Saadi holder fast i, at han har ret til at udvide moskéen. Han mener i øvrigt, politikerne skal se det sådan, at det er lettere for politiet at observere mulig terroradfærd, hvis potentielle terrorister kun praktiserer deres religion ét sted frem for over hele Aarhus.
Hvis politikerne får lukket din moské, hvad sker der så?
- Vi kan godt låne lokaler andre steder og bruge vores lejligheder.
Så vil I bare brede jer meget mere ud?
- Ja, selvfølgelig, svarer formanden.
Dansk Folkeparti kræver, ligesom De Konservative og Liberal Alliance, at Grimhøj-moskéen bliver lukket.