På Christiansborg er der delte meninger om, at USA forlanger, at sikkerheden skal skrues kraftigt i vejret på Flyvestation Skrydstrup, fordi basen skal være hjemsted for de kommende F35-kampfly.
Der er tale om en række specifikke minimumskrav til faciliteter, alarmer og bevogtning, der skal gælde i hele flyets forventede levetid på mindst 30 år.
- Selvfølgelig er der sikkerhed, der er relevant, men det er tydeligt her, at man lytter for meget til Trump og den amerikanske våbenindustri i stedet for at se på, hvad der er godt for dansk sikkerhedspolitik, siger Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm, der også mener, at de samlede omkostninger bør lægges frem.
- Det her medvirker til, at milliardprojektet er så dyrt, som det er, siger Eva Flyvholm.
Særlige amerikanske sikkerhedskrav
Forsvarsministeriet oplyser, at Danmark som køber af det amerikansk udviklede F35-kampfly forpligter sig til at skrue bevogtningen af Flyvestation Skrydstrup i vejret.
De særlige, amerikanske befalinger er hemmelige, men ifølge en militæranalytiker bliver sikkerhedsniveauet på højde med den kolde krig, hvor forholdet til Sovjetunionen var på frysepunktet.
Efter alt at dømme bliver der tale om en større bevogtningsstyrke samt en række foranstaltninger såsom hegn med 'ingenmandsland', elektroniske sensorer og øget overvågning af arealer uden for det militære område.
Omfattende sikkerhedsgodkendelser
Desuden skal alle lokale håndværkere, der har opgaver på flyvestationen, godkendes af efterretningstjenesterne. Af hensyn til sikkerheden er de samlede omkostninger hemmelige.
- Det er helt i orden, at amerikanerne stiller sikkerhedskrav. Det er en del af pakken, som vi selv har sagt ja til. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor Forsvarsministeriet ikke vil sige, hvad det koster. I min optik er der ikke noget i vejen for, at offentligheden kan få det at vide og det vil jeg også spørge ministeren om, siger forsvarsordfører Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.
De første F35 lander ifølge planen i Danmark i løbet af 2023.