Flere partier fra forligskredsen bag det nye forsvarsforlig føler sig forsøgt ført bag lyset i Forsvarsministeriet omkring de danske krigsskibe i Arktis.
Det siger de, efter DR i de seneste uger har afdækket, at Danmark ikke lever op til Natos centrale styrkemål med vores fire arktiske inspektionsskibe af Thetis-klassen.
Dels lever skibene ikke op til Natos minimumskrav for, hvad der kan klassificeres som værende et krigsskib.
Og senest har vi i DR kunnet afsløre, at end ikke skibenes primære våben – kanonen på fordækket – altid kan bruges, fordi der ikke er det mandskab ombord, der kan betjente kanonen eller reparere den, når den er gået i stykker.
- Det er meget problematisk, at Søværnet ikke har bemanding nok til at betjene de skibe, vi har i Nordatlanten, siger Carsten Bach, forsvarsordfører for Liberal Alliance.
Men i forsvarsforligskredsen har de ifølge DR’s oplysninger i foråret fået at vide, at Danmark lever op til Natos styrkemål med de fire gamle skibe. Nato vil nemlig kun have tre, og vi har fire.
Ordfører føler sig vildledt
Nu har toppen af Forsvaret og Forsvarsministeriet så efter DR’s afsløringer over for forligskredsen ifølge DR's oplysninger korrigeret sig selv og siger nu, at vi ”kvantitativt” lever op til Natos styrkemål.
- Jeg er stærkt kritisk over for, at regeringen og Forsvaret nu introducerer en ny kategori, i forhold til styrkemålene hvor vi åbenbart kvantitativt lever op til styrkemålene. Jeg vil jo foretrække, at vi kvalitativt lever op til vores styrkemål til Nato, siger Carsten Bach.
- Det er paradoksalt, at man næsten til lejligheden opfinder en ny terminologi, der gør, at man kvantitativt nu kan leve op til et styrkemål, som man tidligere bare har skullet leve op til.
Anne Valentina Bertelsen, forsvarsordfører for SF, kalder det "tragikomisk", at vi har nogle skibe, der ikke kan det, de skal. Hun føler sig vildledt.
- Jeg synes, at det er vildledning, at de først siger, at vi lever op til styrkemålet, og så bagefter siger, at vi kun kvantitativt lever op til det, fordi der er dele af styrkemålet, der ikke opfyldes, fordi skibene er så slidte. Det er ret afgørende for os politikere, at vi får sandheden at vide fra starten, siger hun.
- Når vi forhandler om, hvordan vi skal bruge de mange milliarder til Forsvaret, så skal vi prioritere pengene til de rigtige ting. Forsvarsministeren og Forsvaret bruger jo netop Natos styrkemål som argument, når de anbefaler, at vi køber noget og ikke køber noget andet, siger Anne Valentina Bertelsen.
Christian Friis Bach, forsvarsordfører for Radikale Venstre, mener heller ikke, at Forsvaret har givet de rigtige oplysninger fra start.
- Det er jo ikke nok at tælle antallet af skibe. Vi kunne også bare tælle F16-flyene med, så havde vi også nok kampfly og vil også opfylde dét styrkemål. Men hvis de ikke er moderne nok til at løse opgaverne, så hjælper det ikke, at vi i princippet har det antal skibe, Nato vil have, siger han.
Her kan du se, hvordan DR's kilder vurderer, at inspektionsskibene af Thetis-klassen kun opfylder seks ud af 13 Nato-krav til skibstypen Warship Limited:
Et af problemerne med de arktiske inspektionsskibe er, at de er så slidte og så ofte går i stykker, at de ikke altid kan løse deres opgaver, mener Christian Friis Bach.
- Vi skal have nogle skibe, der kan løse opgaver, de skal kunne forsvare sig, de skal kunne skyde, og så skal de være en attraktiv arbejdsplads for vores fremtidige mandskab i Søværnet, siger han.
Nyt forlig bør sikre nye skibe
Både Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance vil prioritere, at de fire inspektionsskibe bliver skiftet ud med nogle nye skibe i det nye forlig - også selv om det betyder, at der så er andre ting, vi ikke får råd til.
Det mener Aaja Chemnitz, folketingsmedlem for det grønlandske parti IA, også.
- Hele grundlaget for forsvarsforliget er også at sikre, at vi lever op til Natos styrkemål, så det giver rigtig god mening at tænke på, hvad både Nato vil, og hvad Grønland vil, siger hun.
Hvad siger du til, at vores inspektionsskibe så af og til sejler på patrulje i vandet omkring Grønland uden at kunne bruge kanonen?
- Det er jo helt hul i hovedet. Fra Grønlands side ønsker vi mere overvågning omkring os, og det er både i luften og under vandet. Og sker der noget, vi ikke bryder os om, så er vi også nødt til at kunne reagere.
Troels Lund Poulsen: Ingen ønsker at vildlede
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen er heller ikke selv tilfreds med, at vores inspektionsskibe er så skrøbeligt bemandet, at det af og til må patruljerere i Arktis uden at kunne bruge kanonen.
Han afviser dog at kommentere konkret på, om vi rent faktisk lever op til Natos krav med de fire krigsskibe.
- Jeg kan bare sige, at vi er af den opfattelse, at vi skal investere mere i dansk forsvar. Vi er langt fra at leve op til alle de styrkemål, som vi skal. Det er derfor, vi kommer til at investere markant i det danske forsvar. Og det kommer også til at betyde, at vi skal investere markant i udbygningen af vores flåde og dermed også i skibe, siger han.
Flere af forsvarsordførerne kalder det vildledning, når de først får at vide, at vi lever op til et styrkemål, hvorefter de så får at vide, at det gør vi måske ikke alligevel, fordi skibene er slidte og mangler både teknik og våben. Er det vildledning fra dig og den øverste ledelse i Forsvarsministeriet og Forsvaret?
- Der er ingen, der overhovedet ønsker at vildlede politikere i de drøftelser, vi har. Jeg viser bøgerne – også i forhold til Natos styrkemål. Det er klassificerede oplysninger, som man bliver nødt til at læse i et fortroligt rum. Det giver vi anledning til, siger han.
Fremover kan forsvarsforligspartierne dog se frem til mere åbenhed, når de møder op til briefinger i Forsvarsministeriet, siger Troels Lund Poulsen.
- Jeg kommer også til at åbne bøgerne, i forhold til at man kan se ned i, hvad det er for en kritik, Nato kommer med i forhold til vores styrkemål. Så jeg holder intet skjult i forhold til politikerne.
- Det gør jeg, fordi jeg ikke ønsker, at der skal være nogle myter om, hvad Nato kritiserer os for. For der er en bred kritik fra Nato af vores styrkemål på en lang række felter, siger Troels Lund Poulsen.