Politikere efter afsløring af danskers IS-slaver: Danmark skal hjælpe kvinderne

De Konservative vil undersøge, om tidligere slaver kan få hjælp af Danmark.

Nidal Ali Ismael og Layla Talou er tidligere slaver hos Islamisk Stat. Nidal har i dag fået asyl i Canada. Laylas familie lever som flygtninge i Kurdistan.

Danmark har en særlig forpligtelse over for tidligere slaver hos Islamisk Stat, som har været tilbageholdt af danske statsborgere hos terrororganisationen.

Det mener De Konservative.

I DR-dokumentaren 'Dronekrigeren - Danmarks farligste terrorist' fortæller en række kvinder førstehåndsberetninger om den danske terrorist Basil Hassan. Basil Hassan er ifølge flere efterretningskilder en af de mest farlige og eftersøgte terrorister hos IS og han optræder på den amerikanske terrorliste.

To af kvinderne er såkaldte yazidier og har været holdt som slaver hos Islamisk Stat.

Den ene, Nidal Ali Ismael, var slave hos Basil Hassan i to år.

Den anden, Layla Talou, blev tvangsgift med Basil Hassan, inden hun lykkedes med at flygte fra IS' selvudråbte hovedstad Raqqa.

Regeringsordfører Naser Khader (K) mener, at Danmark skal hjælpe de kvinder, der måtte have været slaver hos danske IS-krigere.

- Nu har vi i hvert fald dokumentation for, at vi har nogle "danske aktier" i det her i forhold til sexslaver og i forhold til de overgreb, som yazidi-kvinder har været udsat for. Hidtil har man haft den opfattelse, at det er noget, andre har udført. Nu er der også en dansk vinkel og derfor har vi i Danmark også et ansvar for at hjælpe de kvinder, siger Naser Khader.

Han vil undersøge, om Danmark kan hjælpe med at sørge for, at de tidligere IS-slaver får bearbejdet deres oplevelser.

- Det mindste, vi kan gøre, er i hvert fald at hjælpe ofrene. Hvordan kan jeg ikke sige på stående fod. Det vil jeg tage op med justitsministeren, siger Naser Khader.

Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen er overrasket over, at også en dansker har været med til at holde slaver i Islamisk Stat.

- Om vi skal sende noget hjælp afsted i den ene eller den anden form, det diskuterer vi naturligvis gerne. Men det første, regeringen skal foretage sig, er at sikre, at vi har et domstolssytem, der kan stille de her personer til ansvar, siger Trine Bramsen.

Skulle være klar til at sprænge sig selv i luften

Det er første gang, at kvinder står frem og fortæller, at de har været slaver hos en dansk statsborger i Islamisk Stat.

- Basil Hassan lavede sprængladninger og bomber, der skulle bruges mod fjenden. Han lærte mig at lave eksplosiver og tvang mig til at hjælpe med nogle hvide droner med flamingovinger, fortæller Nidal Ali Ismael til DR. Hun lever i dag i Canada, hvor hun har fået asyl.

I foråret 2017 endte Leyla Talou med at blive tvangsgift med Basil Hassan ved den særlige shariadomstol i Islamisk Stats hovedby Raqqa.

- Da kampene kom tættere på Raqqa, sagde han, at vi skulle sprænge os selv i luften, hvis vi endte i en situation, hvor vi ikke kunne flygte, fortæller Layla Talou.

Begge kvinders fortællinger bekræftes af flere af hinanden uafhængige kilder.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod ser ikke for sig, at Danmark skal hjælpe Layla Talou og Nidal Ali Ismael.

- Det er nogle forfærdelige personskildringer, der er kommet frem. Men det er forbryderne, der må bære straffen. Det må ikke være den danske stat, der skal bære straffen for forbrydere, siger Peter Kofod.

Han understreger, at det er vigtigt med IS-slavernes fortællinger - også om konkrete danskere, der har været en del af det.

- Det beviser jo desværre, at truslen går rundt iblandt os i Vesteuropa.

Forsvarer: Drop folkedomstolen

DR har forelagt oplysningerne om de tidligere IS-slaver for Basil Hassans forsvarsadvokat, Thorkild Høyer.

Thorkild Høyer repræsenterer Basil Hassan i sagen, hvor han er sigtet for drabsforsøget mod Lars Hedegaard, samt i dronesagen, hvor Basil Hassan ifølge politiet har været med til at købe og sende droner til Islamisk Stat.

- Der er en verserende retssag, hvor min klient har de sædvanlige rettigheder, der følger med at være sigtet i en retsstat, herunder at han ikke skal dømmes af en folkedomstol, siger Thorkild Høyer.

Basil Hassan blev i 2017 meldt dræbt, men hans død er ikke bekræftet, og de danske myndigheder arbejder efter, at han stadig kan være i live.

Københavns Politi, Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.